Politik

Regeringen har aflyst lønstigning til sine ministre

Da danske ministre skulle være steget i løn til nytår. Men den stigning er aflyst, oplyser Skatteministeriet.

- Vi starter med at forlænge nedsættelsen i et år, så vi har ordentlig tid til at finde en permanent og fair løsning, skriver skatteminister Morten Bødskov (S). Foto: Foto: Sune Stavnstrup Sørensen/Ritzau Scanpix

Regeringen aflyser en planlagt lønstigning til ministrene på fem procent, der ellers har ligget i finanslovsforslaget.

Det oplyser Skatteministeriet.

- Folketingets partier er allerede gået i gang med at kigge på, hvad der er de rigtige rammer for politikernes lønforhold.

- Derfor er det også helt naturligt, at vi nu i første omgang sikrer, at ministrene ikke får en stigning i deres løn. Vi starter med at forlænge nedsættelsen i et år, så vi har ordentlig tid til at finde en permanent og fair løsning, skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i en kommentar.

Sagen går tilbage til 2010, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med finanskrisen gennemførte en midlertidig lønnedgang på fem procent til ministrene.

Den er blevet forlænget i flere omgange, men stod til at udløbe med 2019. Derfor var lønstigningen en del af regeringens finanslovsforslag, hvilket har skabt debat.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde torsdag eftermiddag til DR, at hun ikke havde været opmærksom på den planlagte lønstigning.

- Ved du hvad, jeg vil være helt ærlig og erkende, at jeg ikke har været klar over, at det har ligget som en automatisk opregulering, sagde hun.

Lønstigningen vandt dog gehør hos tidligere finansminister og næstformand i Venstre Kristian Jensen.

- Jeg ved godt, at jeg sætter bagdelen i klaphøjde og sikkert får en shitstorm på halsen. Men nogen skal sige det: Det er et ualmindeligt krævende job at være minister, og det skal belønnes med et vederlag, som svarer til indsatsen.

- Derfor støtter jeg fuldt ud, at den midlertidige nedgang, som blev indført under finanskrisen, nu fjernes, og at den nye regering får et løft på fem procent fra nytår, skrev han torsdag på Facebook.

Venstres gruppenæstformand, Karsten Lauritzen, gør opmærksom på, at Kristian Jensens udtalelse ikke afspejler Venstres officielle holdning.

- Der er ikke behov for en lønstigning til ministre, siger Karsten Lauritzen i et skriftligt udtalelse.

Statsminister Mette Frederiksens (S) årsløn lyder på 1.574.372 kroner. Finansminister Nicolai Wammen og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) får hver en årsløn på 1.385.448 kroner. De øvrige ministre får 1.259.498 kroner.

Tidligere torsdag har både SF og Enhedslisten oplyst, at de ikke kan støtte en finanslov, hvor ministrene får mere i løn.

- Ministerlønnen er rigtig, rigtig god - også med nedsættelsen på fem procent, sagde Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, til DR.

BRANCHENYT
Læs også