Politik

Lindsay Hoyle er ny formand for det britiske parlament

Fire stemmerunder skulle der til før det britiske parlament havde fundet dets nye formand.

Lindsay Hoyle, 62, år, fra partiet Labour var på forhånd udnævnt som favorit til at efterfølge John Bercow som formand for parlamentet. Foto: PRU / PRU / AFP

Mandag aften har det britiske parlament fundet dets nye formand.

Det tog fire stemmerunder, seks timer og adskillige nyprintede stemmesedler for parlamentet at finde John Bercows afløser.

Valget faldt til sidst på 62-årige Sir Lindsay Hoyle fra partiet Labour med 325 af stemmerne. 540 medlemmer af parlamentet stemte i fjerde og sidste runde.

Lindsay Hoyle har været medlem af Underhuset i Storbritannien siden 1997 og blev i 2010 valgt som næstformand. Derfor har han også en del erfaring som stedfortræder på talerstolen.

Han ses som en mindre omstridt figur end John Bercow og er populær på begge sider af huset. Han har f.eks. aldrig erklæret sit syn på brexit.

Han fremstår desuden som en erklæret reformator, der har brugt årtier på at gøre Underhuset til et bedre sted at arbejde.

Han har i et interview til Sunday Times forud for valget lovet, at han vil forsøge at reparere dét han kalder et »giftigt parlament« med henvisning til de mange hårde brexit-debatter.

»Jeg ønsker ikke denne tilsvining af hinanden, og jeg mener, at vi meget hurtigt må få lukket ned for det og sikre, at det (parlamentet red.) bliver et roligere sted at være,« sagde han til Sunday Times.

Syv parlamentsmedlemmer stillede op til posten, fem medlemmer af Labour og to medlemmer fra konservative. Det stod dog hurtigt klart, hvem der favorit.

Ved første stemmerunde fik Sir Lindsay Hoyel såleds 211 stemmer, hvilket var næsten 100 stemmer flere end kandidaten med næstflest stemmer.

Reglerne kræver dog, at en kandidat får minimum 50 pct. af stemmerne. Derfor måtte man ud i fire stemmerunder før, at Lindsay Hoyel kunne udnævnes som ny formand.

I 2018 blev han slået til ridder for sit parlamentariske arbejde.

Læs også