Politik

Dansk ambassade får huslejehop på 225 millioner kroner

Den danske statskasse rammes hårdt af solide husljestigninger i London.

Den Danske Ambassade på Sloan Street i London får et markant huslejeløft. Foto: Bent Midstrup/Scanpix

Den galoperende udvikling på ejendomsmarkedet i London rammer nu også den danske statskasse.

Således fremgår det af et nyligt aktstykke fra Folketingets Finansudvalg, at man har nikket ja til at betale omkring 350 millioner kroner i husleje for den danske ambassade på Sloane Street i London over de næste 25 år.

Det svarer til en årlig husleje på 14 millioner kroner.

Den danske stat har lejet bygningen for 99 år frem til år 2069, men af aftalen fremgår det, at huslejen skal justeres hvert 25. år.

Siden 1995 har Danmark betalt 528.500 britiske pund i leje om året - svarende til cirka 5 millioner kroner.

Det betyder, at huslejen fra 2020 stiger med cirka 9 millioner kroner om året, hvilket svarer til en stigning på 225 millioner kroner over 25 år.

Af aktstykkets tekst må man imidlertid forstå, at Danmark faktisk slipper billigt med den massive stigning.

- Udenrigsministeriet har fra flere af hinanden uafhængige, britiske eksperter indhentet vurderinger, der har konkluderet, at grundlejen for ambassaden vil kunne stige mellem 4 til 11 gange det nuværende niveau på 528.500 pund årligt, står der.

Det vil sige, at eksperternes vurdering er, at markedsudviklingen over de næste 25 år i virkeligheden burde gøre, at den årlige husleje for ambassaden burde ligge på mellem 17 og 47 millioner kroner.

Selv om Danmark således slipper billigere med den aftalte årsleje på 14 millioner kroner, så er Udenrigsministeriet tilsyneladende godt klar over, at det er noget af en ekstraudskrivning, det beder om.

I hvert fald lover ministeriet at undersøge, om det kan fremleje dele af ambassaden til Norge "eller et andet land" for på den måde at nedbringe huslejetrykket på den danske statskasse.

I forvejen lejer Island og Færøerne sig ind i den sorte bygning nær Hyde Park, som den danske arkitekt Arne Jakobsen var i færd med at indrette, da han døde i 1971.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også