Politik

Nu begynder de offentlige høringer i sagen mod Trump

Demokraterne i Repræsentanternes Hus vil holde offentlige høringer i den kommende uge.

Adam Schiff forklarer Demokraternes beslutning om at gøre næste uges høringer offentlige. Video: Reuters

Vidner, som er blevet afhørt i forbindelse med Demokraternes undersøgelse af, om der skal tages skridt til at indlede en rigsretssag mod USA's præsident Donald Trump, er hidtil blevet afhørt bag lukkede døre.

Men det vil ændre sig i næste uge, siger formanden for undersøgelseskomitéen Adam Schiff på et pressemøde.

Når diplomaten William Taylor såvel som USA's tidligere ambassadør i Ukraine Marie Yovanovitch og embedsmanden George Kent i næste uge skal vidne, vil det således ske ved offentlige høringer. Marie Yovanovitch betegnes som en central skikkelse i efterforskningen, der bl.a. har sagt, at hun har følt sig truet af præsidenten.

Høringerne vil foregå den 13. og den 15. november.

»Disse åbne høringer vil give det amerikanske folk en mulighed for selv at vurdere vidnerne og gøre deres egne betragtninger om vidnernes troværdighed - og samtidig vil de lære fakta at kende om præsidentens ugerninger,« siger Adam Schiff.

Det er første gang, at der vil blive afholdt offentlige høringer i sagen. Flere diplomater og tidligere medlemmer af Trump-administrationen har allerede ladet sig afhøre, mens Det Hvide Hus hidtil har nægtet at samarbejde.

Det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus tog hul på en rigsretsproces i slutningen af september på grund af den såkaldte Ukraine-sag. I et telefonsamtale den 25. juli bad Donald Trump Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, om at gøre ham en tjeneste ved at undersøge en påstand vedrørende det amerikanske præsidentvalg i 2016 samt at undersøge den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og dennes søn Hunter Biden.

Spørgsmålet er, om Donald Trump bad Ukraine om tjenesterne til gengæld for at udbetale 391 mio. dollars i støtte til Ukraines militær - altså "noget for noget". Dét har præsidenten konsekvent afvist.

En egentlig efterforskning af sagen kan først sættes i gang, når et flertal i huset godkender en undersøgelseskommission.

I oktober arrangerede flere republikanere en protest mod Demokraternes høringer for lukkede døre.

»De forsøger at omgøre udfaldet af et amerikansk præsidentvalg for lukkede døre. Men vi kræver at vide, hvad der foregår,« sagde repræsentanten Matt Gaetz i oktober på et pressemøde med hentydning til, at Demokraternes komitéer afhørte centrale kilder i Trumps regering for lukkede døre.

Adam Schiff har tidligere skriftligt meddelt, at han vil gøre udskrifter fra alle høringer offentlige, så snart det er klarlagt, at efterforskningen af præsidenten ikke vil blive skadet af en sådan offentliggørelse.

Læs også