Politik

Dansk krav om EU-besparelser kan ramme regeringens egne mærkesager

Et mindre EU-budget vil gå ud over danske mærkesager som forskning og migration, siger kommissær. Udenrigsministeren er uenig.

Udenrigsminister Jeppe Kofod erklærer sig grundlæggende uenig med EU's budgetkommissær om, hvad et mindre EU-budget vil føre til. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Danmark kæmper sammen med Holland, Østrig og Sverige for, at det næste flerårige EU-budget bliver markant mindre, end EU-Kommissionen har foreslået. Men en beskæring vil gå ud over ting, som Danmark ellers gerne vil have mere af.

Sådan lyder advarslen fra EU’s budgetkommissær, Günther Oettinger, før udenrigsministrene tirsdag mødes i Bruxelles med budgettet for 2021-2027 på dagsordenen:

»Taberen bliver EU’s forskningsprogram, investeringer i det digitale Europa, forsvaret, kampen mod migration og investeringer i Afrika.«

Der er grænser for, hvor meget de andre vil være med til at skrue ned.

Jens Rohde (R), EU-ordfører

Netop forskning, stærkere grænsekontrol og migrations-forebyggende investeringer i Afrika er områder, som Danmark gerne vil bruge flere EU-penge på.

Kommissionen har foreslået, at det næste budget samlet vokser til 1,11 pct. af landenes bruttonationalindkomst. Danmark og ligesindede kræver 1,00 pct.

Pengene bruges overordnet i tre næsten lige store søjler: samhørighedspolitikken, der skal løfte de fattigste dele af Europa, landbrugsstøtten samt den tredje søjle, ofte kaldet ”nye politikker”.

I kommissionens forslag til nyt budget bliver der skåret på de to første, mens den tredje står til at vokse. Men den stigning bliver ramt, hvis hele budgettet bliver mindre, advarer Oettinger.

»Det vil være en fejl, for de programmer handler om investeringer i Europas fremtid,« siger han og opfordrer de fire lande til at være mere »kompromissøgende«.

Budgetkommissæren forudser, at andre EU-lande vil blokere for yderligere nedskæringer af landbrugs- og samhørighedsområdet.

»Jeg køber helt grundlæggende ikke præmissen om, at vi ikke kan modernisere budgettet. Det er en politisk kamp, hvor vi skal bruge flere penge på de ting, der betyder noget for folk. Og når der skal bruges flere penge på nye områder, må der tages fra de traditionelle områder,« siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Men regeringens kamp er farlig, mener EU-ordfører Jens Rohde (R):

»Der er grænser for, hvor meget de andre vil være med til at skrue ned. Det er godt at være budgetrestriktiv. Men at være dogmatisk kan få en meget høj pris, som vi slet ikke er interesserede i.«

BRANCHENYT
Læs også