Politik

Trump ser mulighed for at løse handelstvist med Frankrig

Foto: AP Photo/Francois Mori

Bare dagen efter at USA truede med at lægge told på franske varer, nedtoner USA's præsident, Donald Trump, uenighederne mellem de to lande.

Ifølge nyhedsbureauet AFP siger Trump, at det bør være muligt at finde en hurtig løsning på uenighederne mellem de to lande.

- Vi handler en masse med Frankrig, og vi har en mindre tvist, siger Trump inden et møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

- Jeg tror, at vi sandsynligvis løser det. Vi har stærke handelsforbindelser, og jeg er sikker på, at tingene i løbet af kort tid vil virke meget rosenrøde, siger Trump ifølge AFP.

Meldingen kommer, dagen efter at den amerikanske handelsrepræsentants kontor foreslog at indføre told på franske varer til en værdi af 2,4 mia. dollar. Det skete som modsvar på en fransk skat på digitale serviceydelser, skriver Bloomberg News.

Ifølge kontoret anses den franske skat for diskriminerende over for amerikanske selskaber.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, afviser dog tirsdag ifølge Reuters, at den franske digitale skat er målrettet amerikanske virksomheder.

Men hvis ikke USA og Frankrig når et kompromis, er meldingen fra USA's præsident, at der vil blive indført nye afgifter på franske varer.

- Vi har lagt afgift på vin, og vi har planlagt andre afgifter. Vi vil helst ikke gøre det, men det er sådan, det virker. Så enten finder vi en løsning, eller også udarbejder vi en gensidigt fordelagtig skat, siger Trump under et pressemøde med Macron ved Nato-topmødet i London.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også