Politik

Se listen: Her er verdens mest magtfulde kvinder

Angela Merkel beholder sin titel som verdens mest magtfulde kvinde, mens en ung svensker lige akkurat sniger sig ind i top 100.

Angela Merkel (t.v) og Christine Lagarde (i midten) tager henholdsvis første- og andenpladsen på Forbes liste over verdens mest magtfulde kvinder. Foto: Geert Vanden Wijngaert Geert Vanden Wijngaert

Magasinet Forbes har traditionen tro offentliggjort deres liste over verdens mest magtfulde kvinder, og endnu engang er det Tysklands "Mutti", bundeskansler Angela Merkel, der tager førstepladsen.

Dermed er det niende gang i træk, at Merkel tager førstepladsen på den prestigefyldte liste. Den stime kan dog være slut om få år, da den tyske kansler har annonceret, at hun ikke vil søge genvalg, når hendes nuværende valgperiode ender i 2021.

Listen er i sagens natur den sidste i dette årti, og dermed er det også en chance for at kigge tilbage på kvindernes fremskridt over de seneste 10 år, mener Moira Forbes, vicedirektør i Forbes og direktør for ForbesWomen.

»Mens årtiet lakker mod enden, minder vores liste os om de store fremskridt, som kvinder har gjort og den store mulighed, de har for at definere det kommende årti,« siger hun.

Den fulde liste over de 100 mest magtfulde kvinder kan læses her.

I hælene på Angela Merkel følger direktøren i ECB, Christine Lagarde, den amerikanske politiker Nancy Pelosi og den nyvalgte præsident for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

Top 10: Verdens mest magtfulde kvinder
  1. Angela Merkel (Tyskland), Tysklands Kansler
  2. Christine Lagarde (Frankrig), direktør for den Europæiske Centralbank (ECB)
  3. Nancy Pelosi (USA), formand for Repræsentanternes Hus
  4. Ursula von der Leyen (Tyskland), Præsident for EU-kommisionen
  5. Mary Barra (USA), adm. direktør, General Motors
  6. Melinda Gates (USA), medformand, Bill & Melinda Gates Foundation
  7. Abigail Johnson (USA), Formand og adm. direktør, Fidelity Investments
  8. Ana Botín (Spanien), Bestyrelsesformand, Barco Santander
  9. Ginni Rometty (USA), Adm. direktør, IBM
  10. Marillyn Hewson (USA), Adm. direktør, Lockheed Martin

Den 16-årige svenske miljøaktivist Greta Thunberg, som netop er blevet kåret til "Årets Person" af det amerikanske magasin Time, er kommet med på yderste mandat. Hun er nemlig blevet tildelt plads nummer 100 på listen, og bliver dermed den yngste person på listen nogensinde.

Udover Greta Thunberg er der to andre skandinaver på listen: Norges statsminister, Erna Solberg, på 45. pladsen og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, på 75. pladsen. Måske overraskende for nogle er, at den danske viceformand for EU-Kommissionen, Margrethe Vestager, ikke er at finde på listen.

Det er dog ikke kun de politisk involverede kvinder, der finder vej til listen. Længere nede ad top 100 finder man blandt andre også talkshowværten Oprah Winfrey og sangerinderne Rihanna, Beyoncé Knowles og Taylor Swift.

I alt er der repræsenteret 32 lande på listen, som blandt andet tæller 34 adm. direktører og 12 regeringschefer og statsoverhoveder.

BRANCHENYT
Læs også