Politik

USA: Retsudvalg har stemt for en rigsretssag mod Trump

Retsudvalget i Repræsentanternes Hus har stemt for at indlede en rigsretssag mod præsidenten.

Efter mange timers diskussion om ordlyden i dokumenterne vedtog retsudvalget anbefalingen. Stemmerne var 23-17 med Demokraterne som fortalere for en rigsretsproces og Republikanerne imod. Video: Reuters

Retsudvalget i USA's Repræsentanternes Hus har ved en afstemning fredag anbefalet, at der indledes rigsretssag mod præsident Donald Trump.

Det skriver flere amerikanske medier.

Ifølge CNN har udvalget anbefalet, at Donald Trump bliver stillet for en rigsret for to lovovertrædelser: at hindre Kongressens arbejde samt for magtmisbrug.

Det var ikke et enigt udvalg, der stemte for anbefalingen, som blev vedtaget efter mange timers diskussion om ordlyden i dokumenterne. Stemmerne var 23-17 med Demokraterne som fortalere for en rigsretsproces og Republikanerne imod.

Nu skal anbefalingen enten vedtages eller forkastes af hele Repræsentanternes Hus.

Hvis retsudvalgets anbefaling bliver fulgt, vil sagen mod Donald Trump blive indledt. Flere medier beretter om, at afstemningen i Repræsentanternes Hus kan ske onsdag den 18. december.

Rigsretstiltalen, som udvalget fredag har stemt om, kan læses i fuld længde her.

En rigsretssag finder sted i den anden af Kongressens kamre, Senatet, hvor Republikanerne har et lille flertal. Netop Republikanerne har flere gange kritiseret processen for at være en »heksejagt« mod den siddende præsident. Et budskab, flere kongresmedlemmer fredag efter afstemningen gentog.

»Denne sag er intet andet end et politisk lejemord på præsidenten,« skriver Republikanernes minoritetsleder i Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy på Twitter.

Også republikanernes ledende medlem af retsudvalget, Doug Collins, har kaldt Demokraternes ageren for »smålig« og »et voldsomt magtmisbrug«. Det Hvide Hus selv har reageret ved i en pressemeddelelse at kalde afstemningen for »desperat«.

»Præsidenten ser frem til at få en fair behandling i Senatet, hvilket fortsat på ynkeligste vis bliver ham nægtet i Repræsentanternes Hus,« siger pressesekretær Stephanie Grisham i meddelelsen.

I en telefonsamtale den 25. juli bad Donald Trump Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, om at gøre ham en tjeneste ved at undersøge en påstand vedrørende det amerikanske præsidentvalg i 2016 samt at undersøge den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og dennes søn Hunter Biden.

Spørgsmålet er, om Donald Trump bad Ukraine om tjenesterne til gengæld for at udbetale 391 mio. dollars i støtte til Ukraines militær - altså "noget for noget". Dét har præsidenten konsekvent afvist.

Men hvis der er foregået en sådan udveksling, lyder argumentet fra Demokraterne, har Donald Trump altså ladet en fremmed magt blande sig i et amerikansk valg. Samtidig mener Demokraterne, at præsidenten har forsøgt at skjule beviserne for Kongressen.

BRANCHENYT
Læs også