Politik

Erdogan søger støtte fra Tunesien om uroligt Libyen

Tyrkiet søger aftaler med lande ved Middelhavet, men græsk regering raser over forsøg på at krænke folkeret.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er 1. juledag kommet på et overraskende besøg i Tunesien for at diskutere samarbejde med landets nye præsident.

Her siger Erdogan på et pressemøde, at han har drøftet et samarbejde med præsident Kais Saied om at etablere en våbenhvile i Libyen.

Erdogan fortæller på det fælles pressemøde, at han tror på, at Tunesien kan give et "værdifuldt og konstruktivt" bidrag til at sikre mere stabilitet i Libyen.

Han siger, at en våbenhvile hurtigt må komme i stand i Libyen. Her truer oprørere med at indtage hovedstaden Tripoli og at tage magten fra den international anerkendte regering.

Erdogans besøg i Tunesien kommer på et tidspunkt, hvor Tyrkiet forsøger at indgå aftaler med lande ved Middelhavet.

I sidste måned underskrev Tyrkiet en maritim aftale med regeringen i Tripoli om Libyens søgrænse. Det var et skridt, som gjorde den græske regering rasende.

Tyrkiet og Grækenland har en løbende strid om, hvem der ejer ressourcerne ud for den delte ø Cypern.

Den græske regering siger, at Tyrkiets aftale med Libyen krænker folkeretten. Men Tyrkiet siger, at aftalen skal beskytte dets rettigheder i regionen. Den holder sig også inden for folkeretten, hedder det.

Erdogans kontor oplyste tidligere, at præsidenten under sit besøg i Tunesien ledsages af sin udenrigs- og forsvarsminister samt lederen af den tyrkiske efterretningstjeneste.

Det er det første besøg i Tunesien af et statsoverhoved, siden Kais Saied i oktober blev valgt til præsident.

BRANCHENYT
Læs også