Politik

Bredt flertal står bag regeringens krav til EU-budget

Partier i rød og blå blok bakker op om, at Danmark stadig skal bidrage med 1,00 procent af bni til EU-budget.

Et bredt flertal i Folketinget står bag S-regeringens holdning om, at Danmark skal blive ved med at betale 1,00 procent af bni til EU's budget for 2021-2027.

Det står klart efter et møde fredag i Folketingets Europaudvalg.

Ud over procentsatsen af bni, der er et mål for et lands velstand, vil flertallet have en fortsat dansk rabat og en modernisering af budgettet med fokus på klima, migration og forskning.

Foruden regeringen er Venstre, De Radikale, SF, De Konservative og Nye Borgerlige med i aftalen, oplyser Finansministeriet på sin hjemmeside.

- Vi går nu til de afgørende forhandlinger om EU's næste flerårige budget med de stærkest mulige kort på hånden og klare danske prioriteter, siger fungerende finansminister Morten Bødskov (S) til hjemmesiden.

- Vi tager til Bruxelles for at få styr på regningen og for at få moderniseret budgettet.

- Vi ved godt, at det bliver hårde forhandlinger. Derfor er det ekstra vigtigt med Folketingets brede opbakning til regeringens forhandlingslinje, så der ikke hersker den mindste tvivl om, hvor vi vil have EU-budgettet hen, siger han.

Storbritannien forlader fredag EU, der dermed bliver reduceret til 27 medlemslande.

Ud over Danmark har Sverige, Østrig og Holland udtrykt ønske om fortsat at betale 1,00 procent af bni til EU-budgettet.

Men Danmark og de øvrige lande må indstille sig på at gå på kompromis og betale mere, sagde Margrethe Vestager, EU-Kommissionens ledende næstformand, da hun tirsdag var i København for at tale ved Europakonferencen.

- Man skal tænke i, at på et tidspunkt skal der findes en landingszone, der skal laves et kompromis, hvor alle kan se sig selv. Og det gælder også de lande, der siger 1,00 procent, sagde hun ved konferencen.

EU-Kommissionen har foreslået et årligt bidrag på 1,11 procent af bni til EU-budgettet, hvilket kan betyde et forøget bidrag på fire-fem milliarder kroner for et land som Danmark.

Europa-Parlamentet har foreslået et endnu højere bidrag på 1,30 procent af bni, altså noget mere end EU-Kommissionens forslag.

Danmark bidrager i år med cirka 22,5 milliarder kroner til EU-budgettet.

BRANCHENYT
Læs også