Politik

USA: Vi har beviser for Huaweis spionage

USA's regering mener nu, at den har beviser for, at Huawei kan tilgå telenetværk igennem skjult software.

Huawei har igennem længere tid været under beskyldning for spionage. Foto: REUTERS, Toby Melville

USA har i længere tid hævdet, at Huawei kan få adgang til følsom infrastruktur ved hjælp af det netværksudstyr, som virksomheden sælger til regeringer og teleudbydere verden over.

Nu mener landets regering at have beviser på, at den kinesiske mobil- og netværksudbyder har installeret såkaldte bagdøre i softwaren til sine produkter, skriver den amerikanske avis Wall Street Journal.

»Vi har beviser på, at Huawei i al hemmelighed har mulighed for at få adgang til følsomme og personlige oplysninger i systemer, virksomheden vedligeholder og sælger over hele verden,« udtaler USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O’Brien, til avisen.

Embedsmænd har ifølge Wall Street Journal fortalt, at Huawei angiveligt har haft kapaciteten til at tilgå andre landes netværksinfrastruktur i mere end et årti. Helt specifikt ved - uden tilladelse - at tappe sig ind på teledata igennem software, som er udviklet til landenes myndigheder.

Huawei afviser enhver beskyldning.

Amerikanske efterretningstjenester har igennem flere år hemmeligholdt oplysningerne om Huawei, men har siden sidste år delt dem med allierede lande som Storbritannien og Tyskland i et forsøg på at afholde dem fra at vælge Huawei som udbyder af kritisk infrastruktur, skriver Wall Street Journal.

Senest har Storbritannien sagt god for, at landets teleselskaber kan samarbejde den kinesiske netværksproducent om udbygningen af sine 5G-netværk - dog i et begrænset omfang af sikkerhedsmæssige hensyn.

I foråret 2019 mistede Huawei en milliardkontrakt udbudt af TDC om udbygningen af fremtidens 5G-netværk. Hvorvidt det var af kommercielle årsager eller efter politisk pres, er usagt.

BRANCHENYT
Læs også