Politik

Pelosi advarer: »Hold jer væk fra Huawei«

Formand for Repræsentanternes Hus i USA opfordrer i stedet allierede til at samarbejde med USA.

Nancy Pelosi talte fredag på en konference i Tyskland, hvor hun opfordrede USA's allierede til at arbejde med USa fremfor Huawei. Foto: ANDREAS GEBERT // Ritzau Scanpix

Det er ikke en hemmelighed, at forholdet mellem USA og den kinesiske telegigant Huawei er en smule anstrengt. Og det tyder da heller ikke på, at der er opblødning på vej. På en konference i Tyskland i weekenden advarede den amerikanske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, USA’s allierede om at gøre forretning med Huawei.

Det skriver CNBC.

Pelosis udtalelser kommer lige efter at det amerikanske justitsministerie har valgt at anklage Huawei for at konspirere om at stjæle vigtige data og forretningshemmeligheder.

Der er netop nu et kapløb om, hvem der kan etablere et 5G-netværk, og netop her spiller Huawei en stor rolle, da den kinesiske gigant har vundet udbud om at levere udstyr til kommende 5G-udrulninger i flere lande.

Og det er netop derfor, at Nancy Pelosi på Munich Security Conference valgte at opfordre til, at allierede i stedet gik efter at arbejde sammen med USA om en 5G-udrulning.

»Hvis man vil opbygge en kollektiv samvittighed bygget på værdier og respekt for menneskerettigheder og deslige, så gå ikke i nærheden af Huawei og lad os i stedet internationalisere og opbygge noget sammen, hvor det handler om informationsfrihed,« lød det fra Pelosi.

Sagen om Huawei har været en af de få, hvor de politiske fløje i USA ikke har været langt for hinanden. Trump-administrationen har også arbejdet på at begrænse Huawei i at få mere fodfæsten i USA og dets allierede lande. Der har været en særlig fokus på at holde USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand fra at samarbejde med Huawei.


BRANCHENYT
Læs også