Politik

Bernie Sanders trækker sig fra præsidentvalgkamp

Senator Bernie Sanders har indstillet sin valgkamp og opgiver at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Arkivfoto:  REUTERS/Caleb Kenna

Senator Bernie Sanders indstiller sin valgkamp og opgiver at blive Demokraternes præsidentkandidat ved USA's præsidentvalg i november.

Det har Bernie Sanders onsdag eftermiddag meddelt på Twitter samt i en længere video.

»I dag afslutter jeg min kampagne. Men selv om kampagnen slutter, fortsætter kampen for retfærdighed,« skriver den demokratiske senator.

Dermed er vejen banet for, at den tidligere vicepræsident Joe Biden formelt kan blive Demokraternes præsidentkandidat og tage kampen op mod præsident Donald Trump fra Republikanerne, når der til november skal være præsidentvalg.

Joe Biden havde allerede bidt sig fast som Demokraternes bedste bud på en præsidentkandidat, mens Bernie Sanders længe var hans største konkurrent til posten. 

Med klare nederlag ved primærvalgene i henholdsvis Florida, Illinois og Arizona midt i marts forsvandt Sanders' håb om at besejre Joe Biden dog.

Joe Biden er nu partiets eneste kandidat til posten.

Bernie Sanders har tidligere måttet se sig slået i en valgkamp. Det skete for fire år siden, da han stillede op mod bl.a. den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.

I 2016 endte valgkampen dog med, at Bernie Sanders gav Clinton kamp til stregen og samlede i alt 1.846 delegerede mod Hillary Clintons 2.205 delegerede.

Den verserende coronakrise har i år betydet store ændringer i Demokraternes program for de valg, der frem til udgangen af juni fordeler partiets næsten 4.000 delegerede og er med til at bestemme partiets endelige kandidat.

BRANCHENYT
Læs også