Politik

Politikere slår alarm: Sydkorea har flere dødsfald end fødsler

For første gang nogensinde skrumpede Sydkoreas befolkning i 2020. Politikere frygter for konsekvenserne.

Et par ældre mænd spiller skak i en park i Sydkorea. I 2020 oplevede landet for første gang flere dødsfald end fødsler. Arkivfoto: Kim Hong-Ji/Reuters

Sydkorea registrerede i 2020 flere dødsfald end fødsler for første gang i landets historie.

Det skriver BBC tidligt mandag morgen.

Udviklingen har fået politikerne til at slå alarm, da landet i forvejen har en af verdens laveste fødselsrater.

I alt blev 275.000 babyer født sidste år, hvilket er et fald på 10 procent i forhold til 2019. Cirka 307.764 mennesker døde i det asiatiske land med godt 51 millioner indbyggere.

Tallene har fået Sydkoreas indenrigsminister, Jeon Hae-cheol, til at kræve "fundamentale ændringer" af politikken på området, da en faldende befolkning er en stor belastning for landet.

Udviklingen risikerer at lægge den offentlige sektor under enormt pres, i takt med at behovet for ældrepleje og længere pension vokser.

Et faldende antal unge kan desuden føre til arbejdsmangel, hvilket kan få enorme konsekvenser for Sydkoreas økonomi.

Præsident Moon Jae-in lancerede i sidste måned flere tiltag for at få vendt den faldende fødselsrate.

Blandt initiativerne var at tilbyde økonomisk hjælp til at starte en familie.

Det betyder blandt andet, at kvinder fra 2022 kan få en økonomisk bonus på to millioner won svarende til cirka 15.800 kroner per barn til at hjælpe med at dække økonomiske udgifter forud for fødslen.

Derudover tilbyder staten cirka 1700 kroner om måneden, indtil barnet fylder et år. Det beløb bliver fra 2025 hævet til omkring 2800 kroner.

Sydkoreas fødselskrise skyldes i høj grad, at kvinder i landet har svært ved at få plads til at arbejde og stifte familie.

En ung kvinde ved navn Hyun-yu Kim siger til BBC, at hun gerne vil stifte familie, men at hun genovervejer, fordi det sydkoreanske arbejdsmarked ikke er familievenligt. Hun er blandt andet nervøs for at bede om barsel.

- Folk siger til mig, at det er mere sikkert at skabe karriere først, siger hun.

Kraftigt stigende huspriser er en anden udfordring, da det gør det svært for unge par at købe et hjem.

- For at få børn skal du have dit eget hjem. Men det er blevet en umulig drøm i Sydkorea, slutter Hyun-yu Kim.

BRANCHENYT
Læs også