Politik

Krav om mundbind i kollektiv trafik og butikker fra mandag

Kunderne i detailhandlen skal bruge mundbind fra mandag, mens der endnu ikke er enighed om de ansatte.

Arkivfoto: Kasper Heden Andersen

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg har torsdag aften besluttet, at der skal være krav om mundbind i den kollektive trafik og for kunder i detailhandlen fra på mandag.

Det oplyser flere medlemmer af udvalget, der består af 21 folketingsmedlemmer, til TV 2 News.

- Det er dér, hvor du er sammen med mange mennesker, som du ikke normalt er sammen med, og hvor du ikke kan gå et andet sted hen, siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) til mediet om den kollektive trafik.

Han er formand for epidemiudvalget. Der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønske, hvis det skal gennemføres.

Regeringen foreslog onsdag efter en indstilling fra Epidemikommissionen, at der skulle genindføres krav om mundbind i detailhandlen og i den kollektive trafik.

Det sker som følge af de stigende smittetal med coronavirus og antallet af indlagte.

Der er torsdag aften ikke opnået enighed om, at ansatte i detailhandlen skal bære mundbind, oplyser sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF).

- Det er ret uoverskueligt for de ansatte, og derfor skal vi prøve at finde nogle andre og bedre løsninger for dem, siger hun til TV 2 News.

Også i ældreplejen er der ikke enighed i udvalget om, hvorvidt der skal bæres mundbind

Parterne skal derfor tage ”en runde mere” for at finde en løsning.

Per Larsen, som er sundhedsordfører for Konservative, mener, at det på disse to punkter ikke er nødvendigt for medarbejdere at bære mundbind, hvis man i forvejen har coronapas.

- Arbejdsgiveren kan jo rent faktisk forlange, at medarbejderen har et coronapas, og hvis man forlanger det, så synes vi, det er lidt voldsomt, hvis man også skal bruge mundbind i otte timer i løbet af dagen, siger han til Ritzau.

Her skal mundbind og coronapas frem fra mandag

På mandag vender mundbindet tilbage i den kollektive trafik og i detailhandlen.

Det sker, efter at Folketingets Epidemiudvalg på et møde torsdag aften har vedtaget en række nye restriktioner for at bremse smitten med coronavirus.

Restriktionerne er vedtaget på anbefaling fra Epidemikommissionen, og det var langt de fleste af kommissionens anbefalinger, der blev fulgt af epidemiudvalget.

To punkter, der handler om mundbind, kunne der dog ikke skabes et flertal om, og de skal diskuteres af epidemiudvalget igen.

Læs dig klogere på, hvad der gælder fra mandag, og hvad der endnu ikke er enighed om:

Det gælder fra mandag den 29. november:

* Mundbind i kollektiv transport.

Når restriktionerne træder i kraft, skal man igen bære mundbind i offentlig transport.

Det gælder, når man rejser med bus, tog, letbane, metro, færge, indenrigsfly og taxa.

* Mundbind i detailhandel.

Kunder skal bære mundbind i detailhandlen. Det betyder blandt andet, at man skal bære mundbind, når man er ude at købe ind eller shoppe.

* Krav om coronapas flere steder.

Antallet af steder, hvor man skal vise coronapas, udvides. Dermed skal man fra mandag kunne vise coronapas på følgende steder:

- Statslige arbejdspladser.

- Videregående uddannelser, ungdoms- og voksenuddannelser samt sprogcentre.

- Liberale serviceerhverv - tatovører, massageklinikker, frisører, solarier.

- Besøgende i ældreplejen og sociale tilbud.

- På lokationer, hvor der er over 100 indendørs og 1000 udenfor.

* Nedsat varighed af coronapas.

Negative testsvar kommer fra mandag ikke til at gælde som coronapas i lige så lang tid. Et negativt testsvar fra en PCR-test kommer til at give coronapas i 72 timer. Før gjaldt det i 96 timer.

Et negativt testsvar fra en lyntest giver coronapas i 48 timer i stedet for 72 timer, som før var tilfældet.

Dette blev ikke vedtaget, men vil formentlig blive drøftet i epidemiudvalget igen:

* Mundbind for ansatte og beboende på plejehjem.

Epidemikommissionen havde indstillet til, at ansatte og beboere skulle bære mundbind på offentlige arealer på plejehjem. Det blev ikke vedtaget i Folketingets Epidemiudvalg torsdag aften.

* Mundbind for medarbejdere i detailhandlen.

Epidemikommissionen indstillede til, at medarbejdere i detailhandlen skulle bære mundbind på arbejdet. Det blev ikke vedtaget på epidemiudvalgets møde torsdag aften.

Kilder: TV 2, Ritzau og Epidemikommissionen

Det samme gælder ifølge ham for plejehjemmene, siger han. Især den høje vaccinationstilslutning på plejehjemmene taget i betragtning.

- Vi har en meget høj vaccinationsrate på plejehjemmene, hvor beboerne typisk har fået tredje stik, siger Per Larsen.

Han tilføjer, at en høj andel af de ansatte også er vaccinerede eller har coronapas.

Mødet i epidemiudvalget er afsluttet for torsdag aften, men flere restriktioner skal debatteres igen senere i udvalget blandt andet spørgsmålet om mundbind og butiksansatte.

Læs også