- For abonnenter
Biden i farligt vand efter markant skifte i amerikansk udenrigspolitik
USA’s præsidents, Joe Bidens, mere massive støtte til Ukraine markerer et markant skifte i amerikansk udenrigspolitik. Men der er farer i horisonten, advarer eksperter.
WASHINGTON
De massive våbenleverancer og løftet om endnu flere milliarder kroner fra USA til Ukraine skal ses i et langt bredere perspektiv end blot at få russerne til at tabe i den nu krigshærgede tidligere sovjetrepublik.
Faktisk skal det ses som en advarsel til diktatorer verden over om, at de ikke skal begive sig ud i lignende krigseventyr som det, Putin netop har gjort i Ukraine. Det skrev avisen Wall Street Journal i sidste uge og satte dermed atter fokus på det markante skifte, der lige nu foregår i amerikansk udenrigspolitik som følge af krigen i Ukraine.
I Polen mødte Biden selv de mange flygtninge fra Ukraine, og det gjorde forskellen.
Det er ikke første gang, at de amerikanske aviser og udenrigspolitiske kommentatorer sætter fokus på USA’s præsident, Joe Biden, og hans linje i den amerikanske sikkerhedspolitik. Men denne gang har eksperterne fået mere hold i deres beskrivelser af det markante skifte, der de seneste uger er sket i Det Hvide Hus, i takt med at Ukraine effektivt har formået at holde de russiske tropper fra døren i flere af det krigshærgede lands store byer som eksempelvis Kyiv og Kharkiv.