Tilbagebetaling volder problemer: En fejlagtig varmecheck, en mailadresse og en fiktiv faktura
I august modtog 411.000 danskere en varmecheck. Selv om pengene er udbetalt forkert, skal de ikke betales tilbage. Men enkelte borgere vil gerne returnere deres check.
Varmechecken bliver ved med at forfølge den tidligere S-regering.
Først var husejere med olie- og træpillefyr sure over at være afskåret fra at få del i varmecheck-milliarderne, så var der kritik af udbetalingsreglerne, og i september blev Rigsrevisionen sat på opgaven med at granske hele forløbet.
Men problemerne med uddelingen af knap 2,5 mia. kr. som varmechecks stopper ikke her.
Nogle af de mere end 411.000 modtagere af en varmecheck har nemlig modtaget den skattefrie varmecheck på 6.000 kr. uden at mene sig berettiget til den.
Reglerne bag checken fastslår ganske vist, at modtagere af checken ikke er forpligtet til at betale pengene tilbage. Heller ikke selv om udbetalingen viser sig at være sket på et fejlagtigt grundlag.
Til gengæld siger loven intet om, hvordan man håndterer frivillige tilbagebetalinger, og det skaber nu ravage i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
»Enkelte borgere, der har modtaget varmechecken, har ønsket, at der er mulighed for frivilligt at tilbagebetale det modtagne beløb,« fremgår det af en anmodning, som klima- og energiminister Lars Aagaard (M) har sendt til Folketingets finansudvalg.
Og her sander systemet så øjensynligt til. I hvert fald fremgår det klart af anmodningen, at det at modtage 6.000 kr. fra borgere, hvis retsfølelse ikke kan bære at modtage penge fra det offentlige på et fejlagtigt grundlag, nærmest er et uløseligt problem.
Energistyrelsen vil offentliggøre en e-mailadresse, som borgere kan henvende sig til og anmode om at få tilsendt en faktura på 6.000 kroner, hvilket svarer til en tilbagebetaling af varmecheck.
»Såfremt den enkelte indbetaling skulle kunne spores tilbage til en konkret udbetaling af varmecheck, vurderer Energistyrelsen, at de administrative omkostninger ville overstige de forventede indtægter i væsentlig grad,« understreges det i det såkaldte aktstykke, som finansudvalget modtog sidste uge.
For at omgå problemet med de administrative omkostninger foreslår Energistyrelsen en manuel løsning, som i bedste Olsen Banden-stil kræver en e-mailadresse, en faktura og en betalingsvillig borger.
»Energistyrelsen vil offentliggøre en e-mailadresse, som borgere kan henvende sig til og anmode om at få tilsendt en faktura på 6.000 kroner, hvilket svarer til en tilbagebetaling af varmecheck. Energistyrelsen fremsender herefter en faktura på 6.000 kr., som borgeren kan betale,« lyder ministerens bud på en pragmatisk løsning på problemet, hvorefter der sættes trumf på i indstillingen til finansudvalget:
»Løsningsmodellen vurderes at være hurtig at implementere.«
Klima- og Energiministeriet skønner med »betydelig usikkerhed«, at statskassen kan få op mod 100.000 kr. retur fra borgere, som reagerer på det urimelige i at modtage en check fra det offentlige, som man ikke mener sig berettiget til.
Energistyrelsen har tidligere skønnet, at omkring 10.600 danskere fejlagtigt har modtaget en varmecheck.