Donald Trump kaster penge i ny balsal til Det Hvide Hus
Torsdag afslørede Det Hvide Hus arkitekttegningerne af en ny balsal, som bliver et af de største renoveringsprojekter af de historiske bygninger siden 1952.
Præsident Donald Trump har længe udtrykt ønske om en fornyelse af Det Hvide Hus, og nu ser det ud til, at dét ønske går i opfyldelse. Endda i eftertrykkelig grad.
Trump-administrationen har nemlig løftet sløret for milliarddyre planer om en ny balsal i den østlige del af Det Hvide Hus.
Ifølge en pressemeddelelse vil den nye balsal strække sig over omtrent 8.360 kvadratmeter og vil få en kapacitet på 650 siddende gæster. Det er en markant stigning i forhold til den hidtidige kapacitet på 200 gæster.
Men nogle ønsker må man selv betale for – og sådan er det også for præsident Donald Trump, som sammen med en række anonyme donorer kommer til at stå for betalingen for den nye udvidelse.
Prisen for balsalen er estimeret til omtrent 200 mio. dollars, svarende til 1,3 mia. danske kroner.
Offentliggjorte billeder af projektet viser, at udvidelsen udadtil vil blive opført i samme stil som resten af Det Hvide Hus. Den nye balsal vil desuden blive indrettet med guldfarvede lysekroner og stole, og drager dermed inspiration fra lokaler i Donald Trumps hjem i Mar-A-Lago, Florida.
Det er ikke første gang, Trump udtrykker renoveringsønsker. Allerede i 2016, under Barack Obamas præsidentperiode, tilbød Donald Trump at betale 100 mio. dollars til en balsal, men tilbuddet blev afvist af Obamas administration.
Arkitekterne bag projektet er Washington D.C.-baserede McCrery Architects, og konstruktionen af balsalen begynder i september. Projektet forventes at være færdigt inden afslutningen på Donald Trumps præsidentperiode.



