Analyse: Junckers forsvar er et angreb

Bruxelles

Efter mere end en uges tavshed overraskede Jean-Claude Juncker onsdag sine kritikere ved endelig at møde op og svare på spørgsmål. Det var et tegn på, at den nye formand for EU-Kommissionen har erkendt, hvor alvorligt sagen er for ham og Europa.

Mens han var finansminister og premierminister i Luxembourg i to årtier, udnyttede hertugdømmet komplekse skattehuller og hjalp mindst 340 globale virksomheder som PepsiCo, Amazon, Deutsche Bank og AIG med at betale mindst muligt i skat – nogle gange blot 1 pct., har 28.000 lækkede sider fra PriceWaterhouseCoopers til et Internationalt Konsortium af Undersøgende Journalister afsløret.

Det har med stor sandsynlighed frataget mange andre lande store skatteindtægter. Til gengæld har det gjort Luxembourgs indbyggere til verdens rigeste efter Qatar. Man kan sammenligne det med at stikke hænderne ned i andres lommer. Og parallelt med det hjalp Juncker med at skubbe nogle af de hårdeste spareprogrammer igennem i Irland og Sydeuropa, velvidende at Luxembourgs generøse skatteaftaler måske gjorde situationen endnu værre i nogle af de kriseramte lande.

Luxembourgs skattemodeller har været en offentlig hemmelighed i mange år. Men efter at tallene er kommet på bordet, er de blevet sværere at ignorere, og de seneste dage har mange stillet spørgsmål ved, om Juncker stadig har troværdighed til at stå i spidsen for en kommission, som han selv har kaldt »Europas sidste chance« for at vise sine borgere, at EU kan handle i deres interesser.

Vel at mærke er det kommissionen, der har ansvaret for at undersøge Luxembourgs skattepraksis, som han selv var med til at indføre.  Interessekonflikten kan være med til at øge den mistillid til EU, som ved det seneste valg gav EU-skeptiske partier deres bedste resultat nogensinde.

I det lys gjorde Juncker onsdag det eneste rigtige.

Han gik til angreb.

Godt nok erklærede han, at han er politisk ansvarlig for alt, som måtte være fundet sted i Luxembourg under hans regeringstid. Han erkendte også, at selv om skattereglerne i Luxembourg lever op til Europas love, er de muligvis ikke etisk i orden. Til gengæld afviste han, at han var arkitekten til den Luxembourgske model, fordi en sådan model ikke eksisterer.

Den form for skatteaftaler, som Luxembourg benytter sig af, bliver nemlig brugt i 22 EU-lande, sagde han.

Det var en klogt angreb, fordi det udstillede, at problemet måske nok kan begrænses, men ikke løses uden at alle EU-lande er villige til at samarbejde mere om skat. Og Juncker vil nu være manden, som vil forsøge at få det til at ske.

Således har han bedt sin kommission om at lave et udkast til et nyt EU-direktiv om automatisk udveksling af informationer om nationale skatteafgørelser mellem medlemsstater.

»Denne kommission vil bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse,« fastslog han og fortsatte:

»Dette er ikke kun ord. Dette er en meget klar intention.«

På spørgsmålet om, hvorfor nogen skulle tro ham, når beviser peger på, at han i to årtier gjorde sit land rigt på lukrative skatteaftaler med globale selskaber, svarede han:

»Fordi jeg siger det.«

Det vil næppe lukke munden på hans kritikere, men Juncker har effektivt spillet bolden tilbage til regeringscheferne for at teste, hvor langt de reelt er parate til at gå for at få lukket skattehuller i EU.

Beslutninger på skatteområder kræver enstemmighed, og en sådan beslutning er således næsten udelukket på forhånd. Men da Juncker onsdag eftermiddag mødte op i EU-Parlamentet for at forklare sig til en blandet regn af buh-råh, klapsalver og krav om, at han burde træde tilbage, var det nok til at få de store grupper i EU-Parlamentet til at erklære deres tillid til ham.

I mellemtiden er det nu op til den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager at undersøge forholdene i Luxembourg. Kommissionen kører allerede to sager, hvor Luxembourg beskyldes for at have givet Amazon og et datterselskab til Fiat ulovlig statsstøtte via favorable skatteaftaler. I den forbindelse har Vestager meddelt, at det giver mest mening at køre dem til ende, inden kommissionen begynder på nye sager.  Juncker har sagt, at han ikke vil blande sig i hendes arbejde.