Retsforbehold gør det dyrt at inddrive gæld
Det danske forbehold over for EU's retslige samarbejde gør det svært for danske kreditorer at inddrive gæld fra konkursramte udenlandske virksomheder.
Det mener Tænketanken Europa, der lobbyer for, at Danmark afskaffer retsforbeholdet, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Da den portugisiske entreprenørkoncern Cinterex' danske datterselskab gik konkurs for et år siden midt i et omfattende engagement på metroen i København efterlod det sig en gæld på minimum 13 mio. kroner.
Et par millioner er siden dækket af Lønmodtagernes Garantifond. Det er derimod mere end tvivlsomt, om kreditorerne i øvrigt får deres tilgodehavende, selv om der står en solid portugisisk modervirksomhed bag.
Det ville se anderledes ud, hvis Danmark var omfattet af EU's retslige samarbejde , mener Tænketanken Europa.
- Danmark står som følge af retsforbeholdet uden for EU's konkursforordning. Det betyder, at danske kreditorer skal hyre udenlandske advokater, hvis man skal rejse krav i udlandet. Virksomhederne ville være meget bedre stillet, hvis de var omfattet af fælles ensartede regler. Det betyder, at man kan anvende sin sædvanlige advokat. Det betyder, at det ikke længere vil være en kæmpe barriere og voldsom dyrt at gøre sit krav gældende. Det øger chancen for at få sine penge, når der er tale om fælles standarder, siger Mikkel Høegh, der er cheføkonom i Tænketanken Europa.
Han understreger, at retspraksis ikke ændres, hvis Danmark bliver omfattet af konkursforordningen. Til gengæld skal den danske lovgivning på visse områder tilpasses de fælles europæiske regler.
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad