- Opdateret 13/07/2015 kl. 15:11
Regeringens opgør med ammoniakkrav totalt afvist i EU
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) forsøg på at genforhandle Danmarks krav om at reducere ammoniakudledningen med 24 pct. inden 2020, afvises totalt af EU’s miljøkommissær.
En total afvisning om genforhandling ammoniakudledning.
Det er en slukøret miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der efter et møde mandag med EU’s miljøkommissær, Karmenu Vella, må konstatere, at det ikke på nuværende tidspunkt vil lykkes den nye regering at skrotte den danske ambition om at reducere udledningen af ammoniak med 24 pct. frem mod 2020.
»Det var ikke særligt oplivende. Mødet bekræftede til fulde, at det er rigtigt vanskeligt at få gjort noget ved det måltal om en ammoniak reduktion på 24 pct., som er meldt ind. Miljøkommissæren var afvisende og pointerede, at det var den tidligere danske regering, der selv havde meldt tallet ind, og derfor skal Danmark stå på mål for det,« fortæller Eva Kjer Hansen.
Ammoniakkravet stammer fra en Ren Luft-pakke, som EU-Kommissionen fremlagde i slutningen af 2013. Her meldte den tidligere S-R-SF-regering selv ind, at Danmark kunne sænke ammoniakudledningen med 24 pct.
Landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer er stærkt imod de stigende krav til reducering af ammoniakken.
Organisationen mener, at kravet som minimum bør halveres, og viceformand Lars Hvidtfeldt er overrasket over, at EU nu afviser Danmarks bøn.
»Den danske enegang på det her område kan have meget ubehagelige konsekvenser for landbruget, og det vil betyde, at nogle animalske produktion må lukke ned og flytte til Tyskland eller Polen, og så får klimaet ingen gevinst,« mener Lars Hvidtfeldt.
Han kalder det unfair konkurrence, når landene omkring Danmark har lempeligere krav. F.eks. vil Tyskland reducere deres udledning med fem pct., mens Polen kun vil reducere deres med to pct.
Miljø- og fødevareministeren vil også fortsætte kampen for, at Danmark kan dæmpe ambitionen.
»Jeg vil selvfølgelig ikke acceptere den afvisning, jeg har fået i dag. Vi arbejder videre nu dels sammen med Kommissionen, der har lovet at give tal for, hvordan det ser ud på EU-plan, og hvor langt de andre lande er nået. Derudover vil jeg snakke med kollegaer fra andre lande, som har tilsvarende problem,« siger Eva Kjer Hansen.