LO mørklægger gyldne håndtryk
Finans erfarer, at det koster "på den gode side" af 5,8 mio. kroner for Lizette Risgaard at slippe af med fire uønskede topchefer i LO efter hendes tiltrædelse som ny LO-formand. Selv ønsker Lizette Risgaard ikke at oplyse prisen for de gyldne håndtryk.
LO-formand Lizette Risgaard ønsker ikke at oplyse, hvad det koster fagbevægelsen at slippe af med de fire øverste chefer i LO-huset på Islands Brygge, som hun fyrede i fredags få dage efter sin tiltrædelse som ny LO-formand. Men Finans erfarer fra flere kilder, at beløbet ligger »på den gode side« af 5,8 mio. kroner.
Millionregningen for de gyldne håndtryk til de fire nu tidligere stærke embedsmænd i LO var et af hovedemnerne, da LO's daglige ledelse tirsdag var samlet til sit første møde efter LO-kongressen i Aalborg i sidste uge, hvor Lizette Risgaard blev valgt som ny formand. De fire fyrede er tidligere sekretariatschef Finn Larsen, tidligere cheføkonom Jan Kæraa, tidligere udviklingschef Morten Madsen og tidligere kommunikationschef Kenneth Thue Nielsen, som alle er fratrådt med øjeblikkelig virkning.
Blandt andre FOA-formand Dennis Kristensen havde op til mødet i den daglige ledelse sat spørgsmålstegn ved fornuften i at bruge et - formodentlig - stort beløb på at slippe af med LO-chefer, som den nye formand ikke ønskede i organisationen. Ikke mindst fordi den officielle begrundelse fra Lizette Risgaard i weekenden var, at fyringerne skete ud fra et ønske om at »ryste posen«.
Ifølge Dennis Kristensen ville en tilsvarende øvelse i FOA have kostet 5,8 mio. kroner, og da han formoder, at LO-folk er højere lønnet, formoder han også, at prisen for at ryste posen i LO er endnu højere.
Ifølge HK-formand Kim Simonsen aftalte fagbosserne på tirsdagens møde, at Lizette Risgaard er den eneste, der i givet fald udtaler sig om størrelsen af de fire gyldne håndtryk. Han ønsker derfor ikke at sætte tal på.
Om de gyldne håndtryk er en fornuftig måde at bruge LO-medlemmernes penge på, må tiden vise:
»Det er inden for LO-formandens kompetencerum, og hun har vurderet, at det var nødvendigt. Nogle gange er det en nødvendig måde at bruge pengene på, men det kan jeg jo først svare på om fem år, når det nye hold har haft tid til at arbejde,« siger Kim Simonsen.
Lizette Risgaard ønsker ifølge LO's kommunikationsafdeling ikke at udtale sig om størrelsen af de gyldne håndtryk.