Enhedslisten opstiller til EU-Parlamentet
Enhedslisten bryder med linje fra fødslen i 1989 og går solo til EU-Parlamentet udenom Folkebevægelsen mod EU.
Enhedslisten opstiller til næste valg til EU-Parlamentsvalget uden om Folkebevægelsen mod EU, beslutter partiets årsmøde med 241 stemmer mod 86 imod og 17, der undlader, efter en ophedet debat på Grønnemose Skole i Høje Gladsaxe.
57 procent af partimedlemmerne vil i en urafstemning gå enegang, mens 35 procent er imod. Flere delegerede hæfter sig ved, at kun hver tredje af 9605 partimedlemmer - 31,7 procent - deltog i urafstemningen.
- Tiden er ikke til, at vi skal opstille selv. Det var med velberådet hu, at Enhedslisten fra starten (i 1989) ikke opstillede til EU-Parlamentet, men overlod det til Folkebevægelsen og Junibevægelsen, siger udviklingsordfører Christian Juhl.
Enhedslisten skal opstille for at styrke "den progressive EU-modstand", mener skatteordfører Rune Lund.
- Vi skal opstille selv, fordi det er det rigtige politiske valg. Der er brug for en socialistisk rød-grøn stemme i EU, siger Rune Lund.
Hvis de to lister vinder i teknisk valgforbund, deles pengene efter stemmerne, forklarer han.
Anker Schjerning, Slagelse, foreslår, at de to lister forhandler en aftale inden parlamentsvalget.
- Lad os tænke os om og lad være med at træffe den endelige beslutning i dag, siger han.
Jean Thierry fra Nordvest i København mener, at "det er logisk, at det ikke er i Folkebevægelsens interesse", at Enhedslisten opstiller selvstændigt.
Han undrer sig over, at Folkebevægelsen tier, som EU-parlamentariker Rina Ronja Kari fra Enhedslisten har gjort.
- Hvis vi selv stiller op, så smadrer vi Folkebevægelsen, advarer Hans Henrik Nielsen fra Nørrebro i København.
Men advokat Line Barfod støtter enegang som Mikkel Warming, Pelle Dragsted og Per Bregengaard.
- Der skal stilles selvstændigt op, siger Per Bregengaard.
/ritzau/