Her er partiernes holdninger til topskattelettelser
Til efteråret skal Folketingets partier forhandle om en skattereform, der kan indeholde topskattelettelser.
Efteråret i dansk politik tegner til at blive et af de mere hektiske. Flere store aftaler skal forhandles hjem.
En af de forhandlinger drejer sig om en skattereform, som regeringen senere i august fremlægger sit udspil til. Her vil et af de centrale omdrejningspunkter være en sænkelse af topskatten. Her kan du se, hvordan partierne forholder sig til den idé:
Regeringspartiet Venstre har skrevet en "ambition" ind i regeringsgrundlaget om, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint. Regeringen vil senere i august præsentere sit bud på en ny finanslov og fremlægge sit udspil til en 2025-plan.
Dansk Folkeparti mener ikke, der er råd til at gennemføre topskattelettelser. Partiet har dog ikke villet feje topskattelettelser endegyldigt af bordet. Dansk Folkeparti mener, at skulle der være råd til skattelettelser, skal de gives i bunden i stedet for i toppen.
Liberal Alliance går ind i efterårets forhandlinger med et ufravigeligt krav om, at topskatten sænkes med fem procentpoint. Hvis regeringen ikke kan levere på det punkt, kan partiet ikke bakke op om statsministeren, lyder meldingen.
Hos De Konservative har lavere topskat i mange år været blandt de store slagnumre. Men i efterårets forhandlinger vægter partiet nu i stedet lavere boligskatter som det vigtigste at få igennem.
De Radikale ønsker at sænke skatten på arbejde og er til gengæld åbne for at røre ved et af dansk politiks helt store tabuer, nemlig boligbeskatning. Partiet mener i øvrigt, at pensionsalderen skal forhøjes tidligere end hidtil planlagt.
Socialdemokraterne har endegyldigt udelukket at bakke op om nogen form for topskattelettelse. Det gælder både en lettelse af topskatteprocenten og hævelse af grænsen for, hvornår man betaler topskat.
SF melder sig heller ikke ind i koret af partier, der vil sænke topskatten. Tværtimod mener partiet, at hvis der fremover mangler penge til velfærd i kommunerne, må de rigeste betale mere i skat.
Ikke overraskende bliver der heller ingen hjælp at hente for regeringen hos Enhedslisten. Partiet går ikke ind for lettelser i topskatten, men ser hellere, at personer med de højeste indkomster betaler endnu mere i skat.
Alternativet har endnu ikke præsenteret sit skatteudspil, der er bebudet til efter sommerferien. Men overordnet mener partiet, at skattesystemet skal omlægges, så skatten på arbejde bliver mindre. I stedet skal der hentes penge ind ved skat på forbrug af ressourcer, finansielle transaktioner og beskatning af fast ejendom ved salg.
Ritzau