Socialdemokraterne kalder Troels Lund i samråd om »småpenge«-bøder til storbanker
Danske bankbøder skal op og matche de svenske i milliardklassen, i stedet for at lande under et loft på omkring 50 mio. kr., lyder det fra S efter erhvervs- og vækstministeren har afvist netop milliardbøder til bankerne.
Det går slet ikke, at bankbøder i Danmark stopper ved 50 mio. kr., mens lignende overtrædelser i Sverige kan straffes med regninger på milliarder og atter milliarder.
Sådan lyder det nu fra Socialdemokraternes erhvervsordfører Morten Bødskov, efter erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen over for Finans har afvist, at Danmark vil følge i Sveriges fodspor, når bankbøderne senere på måneden efter planen skal ses i sømmene af forligskredsen.
Morten Bødskov vil derfor kalde ministeren i samråd.
»Vi synes simpelthen ikke, at problemet bliver taget alvorligt nok. Som udgangspunkt er vi nødt til at have bøder, der i hvert fald er på linje med de lande, vi har omkring os. Det kan ikke passe, at det skal være så meget billigere at begå fx hvidvask i Danmark end i Sverige,« siger Morten Bødskov, der helt afviser de tanker om et loft over bøder, Erhvervs- og Vækstministeriet fremlagde i et notat i tidligere på sommeren:
Vi kan ikke se behovet for et loft over bøderne. Bødens størrelse må i stedet afspejle, hvad der reelt er fundet sted.
»Vi kan ikke se behovet for et loft over bøderne. Bødens størrelse må afspejle hvad der reelt er fundet sted. Derfor vil vi nu indkalde ministeren i samråd, og bede ham forklare, hvorfor han ikke mener, det er nødvendigt, at vi gør, som man også gør i Sverige.«
»De sager, vi har set om fx hvidvask og Panama Papers viser jo, at det her er et område, der er behov for at få set igennem. Der skal være bøder af en klækkelig størrelse. Vi kan ikke ligge så langt fra vores naboer, når man endda taler om de samme banker - ministeren hasteindkaldte jo selv sidste møde i forligskredsen i forlængelse af Nordeas hvidvask-sag,« siger Morten Bødskov med henvisning til det møde i kredsen med efterfølgende pressemøde, som erhvervs- og vækstministeren afholdt en søndag sidst i juni.
Indkaldelsen er endnu ikke blevet fulgt op af et oplæg til forhandlinger, og nu kommer der altså et samråd ind på banen i stedet, efter ministeren i en artikel bragt mandag på Finans afviste bøder i milliardklassen:
»Det vigtigste signal er at gøre noget ved, at bødeniveauet er for lavt. Det var det, jeg kommunikerede (ved pressemødet i juni, red.). Bødeniveauet skal være højere – men at det så bliver milliardbeløb, det har jeg svært ved at forestille mig,« lød det fra Troels Lund Poulsen.