Fremtidens erhvervsbeskatning bliver udskudt igen
Skatteminister Karsten Lauritzen må igen udskyde deadlinen for det udvalg, der skal finde fremtidens skatteløsninger til erhvervslivet.
Skatteminister Karsten Lauritzen udskyder igen fremlæggelsen af Erhvervsbeskatningsudvalgets arbejde, der ellers skulle komme med anbefalinger til, hvordan man kan ændre og justere erhvervs- og kapitalbeskatningen til fordel for erhvervslivet.
»Det er muligt, at der kommer til at gå noget tid, før den endelige afrapportering fra Erhvervsbeskatningsudvalget ligger klar. Men det betyder jo ikke, at arbejdet ligger i dvale. Regeringen tager løbende bestik af udvalgets arbejde,« siger Karsten Lauritzen i en skriftlig kommentar til Finans.
Erhvervsbeskatningsudvalgets arbejde har efterhånden stået på i et godt stykke tid. Udvalget blev nedsat af Skatteministeriet som en del af vækstpakken fra juni 2014, men allerede da Karsten Lauritzen overtog roret som ny skatteminister i sommeren 2015, gjorde han det klart, at udvalget ville få ekstra tid. Oprindeligt skulle de havde afleveret deres anbefalinger inden udgangen af 2015.
I december lød det så fra skatteministeren, at Erhvervsbeskatningsudvalgets arbejde skulle ligge klar på hans bord i august 2016. Men nu er det udskudt igen – foreløbig uden en endelig deadline.
Hos Dansk Industri har skattepolitisk chef Jacob Bræstrup forståelse for, at man igen udskyder anbefalingerne. Inden for få uger forventes statsminister Lars Løkke Rasmussen at præsentere en ny økonomisk 2025-plan, og derfor giver det god mening at afvente den, lyder det fra DI.
»Vi havde selvfølgelig gerne set, at det var blevet fremlagt så hurtigt som muligt. Når det så er sagt, så er der en indkomstskattereform på tapetet. Det får nogle konsekvenser for kapitalbeskatningen, fordi den i det danske skattesystem spiller op imod indkomstbeskatningen. Derfor er der god logik i at vente,« siger Jacob Bræstrup.
»Selv om det nu er blevet udskudt et par gange, er vores grundlæggende holdning den samme – det er vigtigere at gøre noget rigtigt end at gøre det hurtigt. Derfor er vores dagsorden stadig, at man simplificerer og sænker den danske kapitalbeskatning for at forbedre vilkårene for især de mindre virksomheder,« tilføjer han.