Donald Trump hitter hos mindre erhvervsdrivende
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump øger sin opbakning blandt USA's mindre erhvervsdrivende.
Donald Trump er en mand, der skiller vandene i politik. Kritikerne af ham er mange, men hans særprægede måde at sige tingene på, vækker også begejstring hos nogle.
Især mindre erhvervsdrivende bakker op om Donald Trump. Meningsmålinger viser, at Trump er favorit blandt amerikanske virksomhedsejere med under 500 ansatte. Dem er der mange af, og de er en af de befolkningsgrupper, der er gode til at stemmer ved de amerikanske valg. Det skriver erhvervsmediet Financial Times.
Mange af virksomhedsejerne hungrer efter at få en erhvervsvenlig præsident, der kan rulle nogle af de tiltag, som Barack Obama har lavet, tilbage. De mindre virksomhedsejere er utilfredse med det bureaukrati, de mener, Barack Obama har indført. De er også utilfredse med at være tvunget til at indbetale til sundhedsforsikringer, ligesom de mener, at noget af Obamas nye lovgivning, gør det sværere for virksomhederne at låne penge.
Fra juli til august har Donald Trump øget opbakningen blandt de mindre erhvervsdrivende, så 39 pct. af dem i dag vil stemme på ham. Samtidig har Hillary Clinton tabt opbakning fra de selvstændige i løbet af august, og i dag vil 27 pct. af dem stemme på hende.
Præsidentvalget er dog langt fra afgjort endnu. En meningsmåling fra august viser, at tæt på en tredjedel af de mindre virksomhedsejere endnu ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes.
For at vinde de selvstændige over på sin side forsøger Hillary Clinton på den anden side at slå på sit ønske om at hjælpe iværksættere. Samtidig benytter hun enhver lejlighed til at minde vælgerne om, at hendes far selv drev en mindre virksomhed.
Ser man på hele den amerikanske befolkning ligger Hillary Clinton og Donald Trump meget tæt i meningsmålingerne. For et par dage siden kom en landsdækkende meningsmåling, der gav Donald Trump en smal føring på 45 pct. mod Hillary Clintons 43 pct. I begyndelsen af august havde Hillary Clinton ellers en føring på hele 8 procentpoint.