Rød blok: Lilleholt sætter tillid, job og klima over styr
Energi- og klimaministeren er kommet i modvind, fordi han fortsat går efter at droppe kystnære vindmøller.
Det er en enig rød blok, der kritiserer energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) for at skabe usikkerhed om dansk energipolitik, når han fortsat ønsker at aflyse de kystnære vindmølleparker, som selskabet Vattenfall har vundet udbuddet af.
- Vi har fået et helt ekstremt skarpt bud fra industrien, som faktisk ligger 30 procent under det, vi havde krævet. Hvis man aflyser nu, vil det både koste på klimaet og på troværdigheden, siger Jens Joel, energiordfører for S.
- I dag har jeg kun hørt forkølede undskyldninger fra ministeren og mystiske søforklaringer, som på ingen måde kan forklare, hvorfor regeringen vil stikke en kæp i hjulet på den grønne omstilling, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
Enhedslisten frygter, at ministeren sylter sagen.
- Opførelsen af vindmølleparker kan give op til 6000 danske arbejdspladser undervejs. De arbejdspladser er regeringen ved at kaste ud af vinduet til skade for økonomi og beskæftigelse, mener Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen.
Ministeren er uenig med et flertal i Folketinget, der ønsker at opføre de kystnære møller med en samlet kapacitet på 350 megawatt. De Konservative står nemlig sammen med venstre side af Folketinget i denne sag.
Og samtidig er der et meget bredt forlig på området, et forlig som Venstre selv har skrevet under på.
/ritzau/