Politik
0

Portræt: Macron - Fra outsider til præsidentfavorit

39-årige Emmanuel Macron slår sig op på at være anti-elitær, men er selv velhavende og eksminister.

Foto: Thibault Camus

Han er aldrig før blevet valgt til et offentligt embede, og for en håndfuld år siden var hans navn helt ukendt blandt franskmænd.

Men søndag aften har Emmanuel Macron ifølge de første prognoser vundet første runde af det franske præsidentvalg. Og Macron betragtes af mange som værende favorit til at blive Frankrigs næste præsident.

39-årige Macron fremstiller sig selv som et frisk pust i fransk politik, hvor utilfredsheden med den siddende præsident, socialisten François Hollande, er historisk høj, og politikerleden generelt trives.

Han er tidligere økonomiminister i den socialistiske regering, som han forlod i august sidste år efter kritik fra flere højtstående folk i partiet.

Siden har Macron fokuseret på sin bevægelse, "En Marche!" ("Fremad!), der hverken hører til på den traditionelle højre- eller venstrefløj. Centrumpolitiker vil han heller ikke kaldes. I stedet siger han ifølge The Guardian, at han som politiker hælder mod venstre, men er åben over for idéer fra højrefløjen.

Macrons modstander ved anden valgrunde ser ud til at blive Front National-lederen Marine Le Pen. Og ligesom Le Pen mener Macron selv, at han ikke er en del af den elite, som mange franskmænd er trætte af.

Han skylder ikke nogen tjenester væk, lyder det.

Macrons fortælling om en kandidat med behørig afstand til landets elite er dog en anelse paradoksal, hvilket hans modstandere gennem valgkampen også har påpeget.

For Macron er ikke blot tidligere minister. Han har også gået på nogle af Frankrigs fineste skoler og tjent millioner af euro i sit tidligere arbejde hos investeringsbanken Rothschild.

Det har han dog forsøgt at vende til noget positivt.

- Frankrig bliver bremset af elitens egoisme. Jeg ved det, fordi jeg var en del af eliten, sagde Macron ifølge nyhedsbureauet Reuters for nylig ved et valgmøde.

Politisk er Macron på mange måder modsætningen til Le Pen. Han er tilhænger af EU og globalisering, lover at poste penge i at uddanne landets unge arbejdsløse og vil arbejde for omstilling til vedvarende energi.

Blandt sine mange unge tilhængere bliver den smilende - og ifølge kritikere konfliktsky - Macron ofte betegnet som en fransk udgave af Barack Obama, den forhenværende amerikanske præsident, der gik til valg på et budskab om håb og forandring.

Hvis Macron ender med at blive valgt som Frankrigs næste præsident, vil han blive Frankrigs yngste statsoverhoved siden Napoleon.

Førstedamen vil i så fald hedde Brigitte Trogneux. Hende forelskede Macron sig i som 16-årig, da den 24 år ældre Brigitte var hans fransklærer.

BRANCHENYT
Læs også