Serier
0

Alliance på tværs af parlamentet vil bremse hårdt Brexit

Medlemmer af Theresa Mays eget bagland søger nu mod oppositionen.

Brexit - britisk farvel til EU
Et parlamentsmedlem fra Mays eget parti fortæller, at der på tværs af parlamentets fløje nu arbejdes på strategier, som skal blødgøre Theresa Mays hårde brexit-planer.  Foto: Alastair Grant/AP

Det britiske parlament modsætter sig Theresa Mays brexit-planer. På tværs af de politiske fløje i parlamentet indgår medlemmer af parlamentet nu i alliancer mod premierministeren.

Det skriver The Independent, der har talt med parlamentsmedlemmer fra alle partier, som nu melder sig klar til at kæmpe mod May.

Et parlamentsmedlem fra Mays eget parti har over for avisen udtalt, at man nu udarbejder strategier, der skal forbedre fremtidig lovgivning - både så erhvervslivet inkluderes bedre i de politiske beslutningsprocesser, men også for at vise EU, at der er mange stemmer i parlamentet, som vil have et blødere brexit end det, Theresa May har varslet.

»Det ville virkelig vise, hvordan magtbalancen er tippet, hvis parlamentet kan koordinere uden om May - og det er ikke umuligt,« siger et andet parlamentsmedlem til Independent.

Ifølge The Independent er der medlemmer fra alle partier, som er klar til at indtage større indflydelse oven på Mays valgnederlag ved det seneste valg, hvor De Konservative mistede deres flertal i parlamentet. Den kølige velkomst May fik på topmødet i Bruxelles har heller ikke hjulpet premierministeren popularitet hjemme i parlamentet.

Sir Vince Cable, der er næstformand i Liberal Democrats har også udtalt over for Independent, at de politiske forskelle mellem lejrene i parlamentet er »brudt sammen«.

»Uformelt er der en masse nye netværk, som bliver etableret nu,« siger han og uddyber, at han også er blevet kontaktet af »adskillige Konservative«, som er bekymrede for Mays planer.

To tidligere kabinetministre har også udtalt, at de vil etablere et flertal på tværs af partierne i parlamentet, så Storbritannien kan undgå at lide for stor økonomisk skade under brexit-forhandlingerne med EU.

»Lad os vise, at vi kan hæve os over tingene. Jeg er glad for at vide, at kanalerne står åbne til både Liberals og Labour såvel som Scottish National Party, er jeg sikker på,« siger Ken Clarke, der tidligere har været kabinetminister for De Konservative.

BRANCHENYT
Læs også