Politik

Kurdisk parlament har godkendt afstemning om selvstændighed

Beslutningen om at gennemføre afstemning om kurdisk selvstændighed møder modstand hos den irakiske regering.

Parlamentet i den selvstyrende kurdiske region i Irak godkender en folkeafstemning om selvstændighed, der skal finde sted 25. september.

Beslutningen blev godkendt på et møde i parlamentet fredag, hvor 73 af parlamentets 111 medlemmer var til stede.

To partier, der har ønsket at udskyde afstemningen, boykottede mødet, som var parlamentets første siden oktober 2015.

Folkeafstemningen har mødt modstand i Iraks hovedstad, Bagdad. Iraks parlament har tidligere udtalt, at afstemningen er en "trussel mod Iraks integritet, der er sikret i forfatningen".

Den kurdiske leder i Irak, Massoud Barzani, har sagt, at han ville gennemføre afstemningen på trods af protester fra Irak og Tyrkiet.

Kurderne har haft et selvstyreområde i Irak siden 1991.

BRANCHENYT
Læs også