Serier

Islands statsminister stod godt for hug og blev tvunget ud i nyvalg

Det lille regeringsparti Lys Fremtid slog til, da det kom frem, at statsministeren var vidende om faderens indblanding i genoprejsningen af en pædofilidømt.

Island seks år efter kollapset
Islands statsminister Bjarni Benediktsson blev fældet af sag om pædofili, som han ikke selv var en del af. Foto: AP/Frank Augstein

Bjarni Benediktsson kunne ikke undslå sig det slag, som det lille regeringsparti ”Lys Fremtid” satte ind mod ham. Statsministeren mistede sit flertal og udskrev nyvalg til det islandske parlament, Altinget.

Alle er enige om, at baggrunden for valgudskrivelsen – en sag om pædofilidømtes genrejsning af ære – er spektakulær, men hvad islændingene derudover skal tage stilling til, står lidt mere hen i det uvisse: Økonomien blomstrer, kronen er styrket, der er stort set ingen inflation, og arbejdsløsheden er på beskedne 3,1 pct, fremgår det af Udenrigsministeriets landefakta om Island.

For knapt 10 år siden, da finanskrisen lagde Island ned, måtte islændingene lide den tort at blive sat under administration af den Internationale Valutafond (IMF), men både lånene til IMF og de nordiske lande er betalt tilbage. Island er vendt tilbage til normale tilstande, blandt andet takket være turismen, som for et par år siden slog fiskerierhvervet af banen som landets væsentligste indtægtskilde. Sidste år besøgte 1,7 mio. turister Island, 3,5 gange så mange som Islands samlede befolkning.

Men måske går der alligevel en lige linje fra krisen, og dengang islændinge mødte op på pladsen foran Altinget i Reykjavik og hamrede på grydelåg for at protestere mod politikerne, til valget som finder sted den 28. oktober. Det handler om moral.

Island

Altinget

  • Islands parlament, Altinget, har 63 pladser.
  • Ved valget den 29. oktober 2016 fik Selvstændighedspartiet 21 pladser og dannede regering med Reformpartiet og Lys Fremtid.
  • Piratpartiet blev sammen med Miljøpartiet Altingets næststørste parti, de fik hver 10 pladser.

Kilde: Udenrigsministeriets landefakta om Island.

Det lille regeringsparti Lys Fremtid har bl.a. over for nyhedsbureauet Reuters forklaret, at det »ikke kan leve med korruption og uærlighed«. Og hermed hentydes til den affære, som har optaget islændingene hele sommeren, da det kom frem, at tidligere pædofilidømte fik genoprejst deres ære efter en lov, som præsidenten har kaldt forældet.

En af de genoprejste var en mand, som i 2004 blev dømt for at have voldtaget sin steddatter stort set hver dag gennem 12 år. Straffen var på fem år, og ifølge den gamle islandske lov er vejen til få sine samfundsrettigheder tilbage at få genoprejst æren. Det kræver, at andre taler ens sag og sender et brev til præsidenten.

Holdt afsender hemmelig

Et sådant landede på præsident Guðni Thorlacius Jóhannessons bord, men først for nylig kom det frem, at en af underskriverne var statsminister Bjarni Benediktssons far, og at statsministeren havde vidst det siden juli. Det var, som en kilde fra Lys Fremtid sagde til Reuters, »strået, som fik kamelens ryg til at knække«.

At både Bjarni Bendiktsson og hans far Bendikt Sveinsson er blevet sat i forbindelse med de såkaldte Panama-papirer om skattely, har næppe hjulpet hans sag.

Bjarni Bendiktsson stod godt for hug, som det siges i de islandske sagaer. Han har taget afstand fra både pædofili og faderens underskrift, og faderen selv har undskyldt, at han skrev under på brevet for sin gamle ven. Det handlede kun om jura, har han forklaret ifølge Washington Post.

Bjarni Benediktsson tilhører Islands gamle Selvstændighedspartiet og slår nu på behovet for stabilitet.

Men andre partier står på spring. Det ene er Piratpartiet, som tiltrak sig stor opmærksomhed, da islændinge sidst gik til valg for blot et år siden. Piratpartiet har en tidligere Wikileaks-aktivist som medstifter og fungerer gennem direkte medlemsdemokrati. I løbet af det sidste år er der dog skiftet ud i partitoppen, den tidligere formand Birgitta Jonsdottir har trukket sig tilbage som forfatter, men den nye talskvinde, Asta Gudrun Helgadottir, siger til Bloomberg, at valgmaskinen er smurt, og at pædofilihistorien giver ny ammunition til partiets argumenter mod eliten.

Det andet parti, som glæder sig til valget, er det højrepopulistiske Folkepartiet, som ifølge de seneste meningsmålinger står til at få ca. 10 pct. af stemmerne.

Lys Fremtid, som var årsag til valgudskrivelsen, og som er et udbryderparti fra socialdemokraterne, ser umiddelbart ud til at have vundet på det træk. Partiet ligger til ca. 7 pct efter gennem længere tid at have været nede på et par procent i meningsmålingerne.

Selvstændighedspartiet ligger til 23 pct., hvilket er en nedgang i forhold til de 29 pct., som partiet fik ved sidste valg.

Læs også
Top job