Gevinst: 0 kr. Skat: 212.450 kr.
Lars-Werner Schmidt er fortørnet over, at han takket være skatteminister Kristian Jensens (V) nye lov skal betale 212.450 kr. i skat af en fiktiv aktiegevinst.
Samlet gevinst: 0 kr.
Samlet skat: 212.450 kr.
Det lyder som en dårlig vittighed eller et mareridt, men er virkeligheden for borgere underlagt det danske skattesystem.
Den 77-årige Lars-Werner Schmidt kommer takket være en ny skattelov til at betale 212.450 kr. i skat, selv om han ikke har tjent så meget som en krone.
I 2005 investerede han i Formueplejeaktier til kurs 150. Med udgangen af 2008 var de faldet til kurs 80. Dermed havde han tabt 850.000 kr.
I februar i år fik skatteminister Kristian Jensen (V) vedtaget en lov, som med tilbagevirkende kraft indfører en såkaldt lagerbeskatning gældende fra årsskiftet.
Løbende beskatning
Det betyder, at investorer løbende skal beskattes af deres gevinster.
For Lars-Werner Schmidt er konsekvensen, at han skal betale skat, i takt med at hans aktier stiger fra kursen ved årsskiftet på 80 kr.
Han kan ikke modregne det tab, han har haft fra 2005 og frem til udgangen af 2008.
Når hans aktier engang kommer tilbage til kurs 150, som han gav for dem, vil han samlet have betalt 212.450 kr. i skat. Hans samlede gevinst er til den tid 0 kr.
Indtil da betaler han løbende skat, selv om han har et samlet tab.
»Jeg har som selvstændig altid betalt moms, skat og alle andre afgifter til tiden, og jeg vil gerne betale skat. Også gerne en stor skat. Men jeg vil ikke betale skat af penge, som jeg ikke har tjent. Jeg bliver klippet i ørene. Og så af en borgerlig regering. Den må have spist søm,« siger Lars-Werner Schmidt, som har været Venstremand i 10 år, men melder sig ud af partiet, hvis den vedtagne skattelov ikke bliver ændret.
»End ikke Enhedslisten kunne have fundet på det her,« siger han.
Lars-Werner Schmidts har skabt sin formue ved i 45 år at have været selvstændig. I 2005 solgte han sin trælasthandel. Den var hans livsopsparing. En del af pengene blev investeret i aktier fra Formuepleje.
Direkte investering går fri
Den nye skattelov rammer kun danskere, som via et selskab investerer i investeringsselskaber. Oprindeligt stod danskere også til at blive ramt, hvis de via selskaber investerer direkte i aktier. Men det ændrede skatteminister Kristian Jensen.
»Der bliver gjort forskel på folk, og det er ikke rimeligt. Vores politikere har lavet noget juks. Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at reglerne blev ændret ved direkte investeringer i aktier, fordi det ramte mange investorer, mens vi nu kun er nogle tusinde tilbage, som bliver ramt,« siger Lars-Werner Schmidt.
Formuepleje har skrevet til Kristian Jensen og gjort ham opmærksom på problemet, men han har afvist at gøre noget ved det.
»Med loven bliver indtægter beskattet, som investorer aldrig har haft. Og lovgivningen er oven i købet med tilbagevirkende kraft. Den er kommet som en tyv om natten,« siger Erik Møller, direktør i Formuepleje.
Kontorchef Lise Bo Nielsen fra Skat bekræfter, at ministeren er bekendt med problemstillingen, men at han ikke vil ændre loven.
Er der planer om at kigge på sagen igen efter sommerferien?
»Nej,« siger Lise Bo Nielsen.
Skat kan ikke svare på, hvor mange der bliver ramt af den nye lov.
»Det ved vi ikke,« siger Lise Bo Nielsen.