Privatøkonomi

Populært lån er tæt på at lukke: 1,5 pct. lån på affyringsrampen

Realkredit Danmark, BRFkredit og Nordea Kredit overvejer at følge efter Totalkredit og åbne for historisk billigt lån.

Det er nu muligt at få et 30-årigt boliglån med fast rente stort set uden kurstab. Foto: Michael Hansen.

99,92. Så høj er kursen på obligationen bag BRFkredits 2 pct. lån. Hvis kursen runder 100, kan man ikke længere få et lånetilbud med 2 pct. obligationer, og i realkreditinstitutterne gør de nu et nyt 1,5 pct. lån klar på affyringsrampen.

Totalkredit snød konkurrenterne og lancerede det historisk billige lån i sidste uge. Mandag er kurserne steget endnu mere, og blandt konkurrenterne overvejer man nu at følge efter på grund af de rekordhøje kurser.

»Det er helt vildt! Det er bestemt ikke usandsynligt, at vi skal til at have 1,5 pct. lån i acceptable kurser,« siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.

»Det er jo en unik mulighed for at lægge om til et lån, der har lavere pålydende rente end centralbankernes inflationsmålsætning. Så endnu en gang opstår der unikke muligheder for boligejerne. I første omgang vil jeg dog glæde mig over at man kan hjemtage et 2 pct. lån uden kurstab,« siger Mikkel Høegh.

I Nordea Kredit ligger prisspændet på 2 pct. obligationen på 99,85-99,87. Men boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, vil ikke sige, hvor tæt instituttet er på at fyre et 1,5 pct. lån afsted. En sådan beslutning er omfattet af de børsetiske regler og skal meddeles fondsbørsen først.

»På den baggrund kan jeg ikke kommentere, om vi er ved at åbne en 30-årig 1,5 pct. obligation. Jeg kan dog sige så meget, at vi har noteret os den flotte kurs på den 30-årige 2 pct. obligation, og at vi ikke kan leve med en længere periode, hvor vi ikke kan tilbyde vores kunder et 30-årigt lån med afdrag,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun gælder sig over, at 2 pct. obligationen ligger så tæt på 100, så boligejerne stort set slipper for kurstab, hvis de optager et sådant lån.

I Realkredit Danmark følger man ifølge cheføkonom, Christian Hilligsøe Heinig, udviklingen tæt.

Også den afdragsfrie variant af 2 pct. lånet ligger i en høj kurs. Kursen ligger omkring 98,3.

Læs også
Top job