Privatøkonomi

Nu får boligkunder i Nordea to lånetilbud

Realkreditinstitutterne er uenige om, hvor godt 1,5 pct. lånet er.

Det kan give god mening at få to lånetilbud, når man vælger boliglån i øjeblikket. Arkivfoto: Liv Høybye

Boligejerne har et luksusproblem. Det har aldrig været billigere at få et 30-årigt lån med fast rente, men 2 pct. lånet kan være åbent den ene dag og lukket den næste. Nordea Kredit har taget konsekvensen og giver nu kunderne to lånetilbud.

Så snart kursen på 2 pct. lånet er under 100, får kunderne et tilbud i det og 1,5 pct. lånet.

»I øjeblikket udsteder vi konsekvent to lånetilbud i de tilfælde, hvor vi har mulighed for det, dvs. på de dage hvor kursen på den 30-årige 2 pct. obligation er på 100 eller derunder. Så har boligejerne mulighed for at drøfte de forskellige muligheder med deres rådgiver, inden de træffer den endelige beslutning,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Et lånetilbud gælder tre måneder i Nordea Kredit. Hos Realkredit Danmark og Totalkredit gælder tilbuddene i seks måneder. Så snart man har fået et lånetilbud, hænger realkreditinstituttet på det. Hvis kursen runder 100, kan man stadig gøre brug af det og oven i købet sikre sig en skattefri kursgevinst.

Og det kan være en god idé at få et tilbud i 1,5 pct. lånet, mener man i Nordea Kredit.

»Boligejerne har i øjeblikket to lån at vælge imellem. Det kan være vanskeligt at sige, hvilket lån der er bedst, da det afhænger af boligejerens konkrete situation. I nogle situationer skal der næsten i målfoto til,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Nordea Kredit anbefaler det 30-årige 1,5 pct. lån til boligejere, der har en lang tidshorisont i deres bolig eller forventer, at renten vil stige i løbet af de kommende år.

»Forventer man derimod at blive i den nuværende bolig i en kortere årrække og tror samtidigt på fortsat lave eller ligefrem lavere renter, anbefaler vi det 30-årige 2 pct. lån,« siger Lise Nytoft Bergmann.

I Realkredit Danmark er man fortsat forbeholden over for det nye 1,5 pct. lån. Det skyldes, at serien er meget lille, og at der derfor er en risiko for indlåsningseffekt.

»Jeg vil være påpasselig med at sige, at der nu er to gode 30-årige fast forrentede lån med afdrag at vælge mellem. Det er rigtigt, at der på begge varianter er udsigt til en fast lav rente gennem låneforløbet. Til gengæld er der her og nu en betydelig usikkerhed omkring, hvor god friværdiforsikringen bliver på 1,5 pct.-lånet grundet større risiko for indlåsningseffekt,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Efterspørgslen efter lånet er ikke stor hos Realkredit Danmark. Det er mere 2 pct.-lånet, der efterspørges. Realkredit Danmark har udstedt for omkring 6 mio. kr. i 1,5 pct.-lånet. Til sammenligning er der udstedt 2 pct. lån for 6,15 mia. kr.

»Hvis 1,5 pct.-lånet skal blive likvidt – og dermed blive til en reel gevinst for boligejerne – kræver det, at renterne falder en tand yderligere, og at 2 pct.-lånet lukker for en tilstrækkelig lang periode. Det er for tidligt at dømme 1,5 pct.-lånet ude, men det sikre valg i øjeblikket er 2 pct. lånet,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

BRANCHENYT
Læs også