Privatøkonomi

Her er stopklodserne for boligfesten i København

Udsigt til fortsat stigende boligpriser i 2018, men der er mørke skyer i horisonten.

Der har været en regulær prisfest i København de senere år. Foto: Thomas Borberg

Priserne på boliger ikke mindst i storbyerne har kun kendt én vej de senere år, og det er opad. Den udvikling vil fortsætte i 2018, hvor realkreditinstitutterne forventer prisstigninger på ca. 3-4 pct. Men for første gang i flere år er der flere stopklodser for prisudviklingen - ikke mindst på det københavnske lejlighedsmarked.

Prisen på ejerlejligheder er steget med ca. 10 pct. om året de seneste år.

»Det er vores klare forventning, at prisvæksten vil gå ned i gear. Det har vi egentlig også ventet i de senere år, men er blevet overrasket gang på gang over tempoet i prisstigningstakten på især de københavnske ejerlejligheder,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Der er flere grunde til opbremsningen, mener han:

  • Priserne er kommet så højt op, at det vil betyde, at flere og flere vil overveje at flytte ud af byen – eller måske endda ikke længere har råd til at komme ind på det københavnske boligmarked.
  • Der bliver for tiden opført et historisk højt antal nye boliger i København, og et stigende udbud vil være med til at dæmpe noget af prispresset.
  • Der er kommet nye retningslinjer for husstande med høj gæld. Hvis en boligkøber har en gældsfaktor over fire – altså hvis husstandens samlede gæld overstiger bruttoindkomsten med en faktor fire – og der samtidig er en belåningsgrad på over 60 pct. af boligens værdi, så kan boligejeren ”kun” vælge enten et fast forrentet realkreditlån med eller uden afdrag samt et F5-lån med afdrag.
  • Den helt store joker for boligmarkedet i 2018 er renteudviklingen. Forventningen er svagt stigende renter, men der er en risiko for, at renterne pludselig kan skyde i vejret. Sporene fra foråret 2015 skræmmer. Dengang ventede alle fortsat lave renter. I stedet steg de 30-årige realkreditrenter med 1,2 pct.-point i løbet af få måneder uden de store økonomiske nyheder.

»Hvis renterne mod forventning skulle springe godt i vejret i løbet af 2018, er der ingen tvivl om, at særligt markedet for ejerlejligheder vil mærke modvinden,« fastslår Christian Hilligsøe Heinig.

I lighed med andre realkreditinstitutter forventer Realkredit Danmark prisstigninger på ca. 3-4 pct. i løbet af 2018. Der er opsving i gang i dansk økonomi med stigende beskæftigelse til følge. Dertil kommer de historisk lave renter.

»Vi venter et bredt opsving i 2018. Samtidig vurderer vi, at prisstigningstakterne på tværs af landet vil nærme sig mere hinanden end set i de forgangne år. De store byområder ventes dog stadig at have førertrøjen på i forhold til at opleve de største prisstigninger,« mener Christian Hilligsøe Heinig.

Læs også