Privatøkonomi

Bankernes udlånsrente når historisk lavt niveau

Udlånsrenten giver de danske virksomheder gode finansieringsmuligheder, lyder det fra cheføkonom.

Foto: Lærke Posselt

Det er blevet billigere at låne penge for både den almindelige dansker og virksomhederne, og i november nåede bankernes udlånsrente et historisk lavt niveau.

Det viser en opgørelse fra Finans Danmark, bankernes lobbyorganisation.

Den historisk lave udlånsrente skyldes, at det økonomiske opsving har skærpet konkurrencen bankerne imellem - og da bankerne er velkapitaliserede og har solide indlånsoverskud, fører konkurrencen om kunderne til en lavere rente på udlån.

- Det er normalt, at der i perioder med økonomisk fremgang sker en lempelse i udlånsrenterne. Det er godt for danskerne og for virksomhederne.

- Den lave udlånsrente giver de danske virksomheder gode finansieringsmuligheder, hvilket styrker deres mulighed for at investere i fremtiden og fastholde en stærk konkurrenceevne, siger cheføkonom Niels Arne Dam fra i Finans Danmark i en meddelelse.

I november var rentesatsen for erhverv gennemsnitligt 2,556 pct., mens den for husholdninger var 4,240 pct.

Læs også