Privatøkonomi

Udenlandsk opkøb af boligobligationer øger risikoen for rentechok

Mere end hver fjerde boligobligation har udenlandsk ejer.

Kurserne på boliglån er rekordhøje, og investorerne flokkes om at købe obligationerne bag. Arkivfoto: Jens Dresling

Først den gode nyhed: Udenlandske finanshuse køber danske realkreditobligationer som aldrig før.

Så den dårlige: Interessen øger risikoen for et rentechok. Op til den seneste finanskrise solgte udenlandske investorer massivt ud af danske obligationer, og det kan ske igen, advarer Nationalbanken.

Interessen for danske realkreditobligationer er stor fra udlandet, viser nye tal fra Nationalbanken. I november 2017 købte udlandet danske realkreditobligationer for 3 mia. kr. Dermed nåede udlandet op på at eje realkreditobligationer for hele 685 mia. kr. Det svarer til en ejerandel på 26 pct. Det er en fordobling i forhold til 2010, hvor ejerandelen var 13 pct.

Det massive opkøb er med til at holde kurserne oppe på bl.a. det populære 30-årige 2 pct. lån. Men allerede i november advarede Nationalbanken om, at den øgede ejerandel i udlandet øger risikoen for et rentehop herhjemme.

»Op til seneste finanskrise solgte udenlandske investorer ud af deres beholdninger af danske realkreditobligationer. Det viser, at den øgede udenlandske ejerandel af danske realkreditobligationer øger risikoen for, at et eksogent (udefra kommende) indenlandsk eller udenlandsk chok, f.eks. i form af øget inflation, kan forårsage et større frasalg af danske obligationer med en pludseligt stigende realkreditrente som resultat,« hedder det i rapporten, Finansiel Stabilitet - 2. halvår.

At kurserne kan falde pludseligt og uventet, så man i foråret 2015, hvor renten på de 30-årige lån pludselig steg med over 1,2 pct. point, uden at det umiddelbart kunne forklares.

Interessen for danske realkreditobligationer har været støt stigende. Alene siden januar 2016 har udlandet investeret for 76,3 mia. kr.

Foreløbig kan de danske boligejere glæde sig over, at interessen kan aflæses direkte i kurserne på 2 pct. lånet, mener Totalkredits chefanalytiker, Jeppe Borre.

»Dagens tal viser, at udlandets efterspørgsel er koncentreret omkring obligationer bag 2 pct.-lånet. Kursen steg i november fra 99 til omkring 100 - et niveau hvor lånet bliver lukningstruet. Den udenlandske interesse har med andre ord spillet en rolle for kursstigningerne i november, som i sidste ende sendte 2 pct.-lånet mod lukning og en lancering af 1,5 pct.-lånet,« siger Jeppe Borre.

Der er på nuværende tidspunkt optaget 1,5 pct.-lån for omkring 1 mia. kr. i hele markedet. Der kan dog komme øget interesse for det billige lån i forbindelse med opsigelsesfristen ved udgangen af januar.

Så skal boligejere med behov for at konvertere igen tage stilling til, om de vil have et 1,5 pct. eller et 2 pct. lån.

»Der er under alle omstændigheder god grund til at følge med i kursudviklingen den kommende tid. Aktuelt ligger kursen på 1,5 pct. lånet omkring 95,50 og godt 99 for 2 pct.-lånet,« konstaterer Jeppe Borre.

Læs også