Privatøkonomi
0

Forskere: Den bedste langsigtede investering er ikke aktier

Et hold forskere har undersøgt, hvilke aktiver der har givet det højeste årlige afkast de seneste 145 år.

Historisk har det været godt at investere i fast bolig. Foto: Lærke Posselt

Hvilken investering har egentlig givet det bedste årlige afkast siden 1870?

Det spørgsmål stillede en række forskere fra University of California-Davis, University of Bonn og den tyske centralbank sig selv, og nu har de fundet svaret. Det skriver Quartz.

Og det er - måske til nogens overraskelse - ikke på aktiemarkedet, man har høstet det bedste årlige afkast, selv om aktierne har givet pænt. Det er i stedet på boligmarkedet.

Forskerne har taget 16 velstående økonomier - herunder Danmark - under lup, og her har fast ejendom slået aktier på målstregen. Justeret for inflation har det nemlig givet et gennemsnitligt årligt afkast på 7,05 pct. at eje sin bolig. Imens har aktiemarkedet kastet 6,89 pct. af sig.

I samme periode har obligationer bidraget med 2,5 pct., mens kortfristede statsobligationer har sikret ejeren af papiret 0,98 pct.

Fokuserer man skarpt på Danmark, er gevinsten ved at være boligejer endda endnu større. Danske boligejere har i gennemsnit fået en fortjeneste på 8,1 pct. årligt. Samtidig har det danske aktiemarked også forkælet aktionærerne bedre end gennemsnittet med et afkast på 7,2 pct.

I nyere tid har aktierne dog haft noget bedre fart på, og siden 1980 har det årlige afkast i de 16 lande heddet 10,7 pct. Imens har boligmarkedet givet 6,4 pct. Det skyldes en cocktail af kollapset på det japanske boligmarked og et stillestående Tyskland, samtidig med at aktierne i Skandinavien, herunder Danmark, er braget i vejret.

Justeret for risiko mener forskerne dog fortsat, at boligmarkedet har været den bedste investering.

BRANCHENYT
Læs også