Privatøkonomi

Lånestramninger slår igennem: Ejerlejligheder i Stockholm får pristæsk

Prisudviklingen i Stockholm kan være et forvarsel om, hvad der venter i København.

Ejerlejlighederne i Stockholm er kommet under et voldsomt prispres. Foto: Jesper Møller Foto: AP

Ejerlejlighederne i den svenske hovedstad Stockholm får historiske pristæsk. Nye tal viser, at priserne faldt 2 pct. alene i november, og siden maj er priserne nu faldet 10,1 pct. Det er det største fald i prisstatistikkens 13-årige levetid.

Faldene kommer, efter at der er indført flere lånestramninger i Sverige. Stramningerne er barskere end dem, der er vedtaget for det danske boligmarked, men er en vigtig påmindelse om, at priserne ikke nødvendigvis forsætter opad, mener cheføkonom i Nykredit, Tore Stramer.

»Udviklingen i Stockholm viser, at risikoen for prisfald bestemt ikke skal negligeres i København. Prisfaldet i Stockholm skal derfor også ses som en påmindelse om, at en periode med kraftigt stigende priser øger risikoen for senere prisfald. Det selv om renterne er uhyre lave og opsvinget har godt fat,« siger Tore Stramer.

Nykredit forventer yderligere fald i ejerlejlighedspriserne i Stockholm.

»Prisfald på op mod 25 pct. på ejerlejlighedsmarkedet i Stockholm er bestemt ikke urealistisk,« siger Tore Stramer.

Boligmarkedet i Stockholm er ramt af modvind fra flere fronter. Først og fremmest er udbuddet af ejerlejligheder til salg steget voldsomt siden sommeren 2017, og der er udsigt til at rekordhøj byggeaktivitet fortsat løfte udbuddet. Men nok så vigtigt forventer et flertal af svenskerne nu, at boligpriserne vil falde over det kommende år.

Det er tydeligt skifte i forhold til for blot få måneder siden, hvor der var en udpræget forventning om fortsatte prisstigninger. De faldende prisforventninger skal naturligvis ses i lyset af at boligpriserne rent faktisk falder. Men en del af forklaringen er også, at boligpriserne ligger tæt på et rekordhøjt niveau i forhold til indkomsterne.

»Det betyder slet og ret, at færre svenskerne har råd og lyst til at købe en bolig i øjeblikket. Sidst men ikke mindst så bliver der i marts i år indført en række kreditstramninger. Konkret kræves det at boligkøbere med høj gæld skal afdrage på deres gæld,« siger Tore Stramer.

Selv om priserne falder med ca. 25 pct., vil prisniveauet også fortsat være forholdsvist højt i en historisk sammenhæng.

Nykredit forventer, at ejerlejlighedspriserne i København vil stige med ca. 7 pct. i år. Det skal bl.a. ses i lyset af, at prisudviklingen på det Københavnske ejerlejlighedsmarked har været noget mere moderat end i Stockholm i årene efter finanskrisen.

Prisniveauet i København ligger derfor langt under niveauet i Stockholm. Konkret koster én kvadratmeter lejlighed 40.000 kr. i København, mens prisen omvendt er 62.750 kr. i Stockholm.

Læs også