Kører du "råddent"? Nu er der en bil på vej, der stopper dig
Forskere er ved at udvikle sensorer, der kan stoppe vanvidskørsel eller blot gøre dig opmærksom på, at du er ved at falde i søvn under kørslen.
De fleste har nok oplevet, at - især - andre bilister kører råddent, eller at det virker som om, de er ved at falde i søvn bag rattet. Eller at de bare er ekstremt vrede.
Nu er bilfabrikanter og forskere gået i gang med at udvikle sensorer, der kan fortælle bilen, om vi er stressede eller ved at falde i søvn under kørslen. Lykkes det, kan det gøre bilkørsel langt mere sikkert, skriver The Guardian.
Forskerne håber, at de kan integrere såkaldte biometriske sensorer, der kan få bilens computer til at forstå, om en bilist er stresset, træt eller er ved at udvikle det, der på engelsk kaldes ”road rage” (vejvrede).
Derefter vil bilen udsende en alarm eller potentielt overtage styringen af bilen i ekstreme tilfælde. Eksempelvis, hvis man er på vej over i en forkert vejbane.
Foreløbig har forsøgspersonerne været udstyret med et hav af sensorer, der er klistret på kroppen for at aflæse førerens reaktioner.
Men i fremtiden skal sensorerne ikke være forbundet direkte til kroppen, men erstattes af eksempelvis teknologi, der kan aflæse blistens ansigt (kendes fra de nyeste mobiltelefoner) og sensorer, der kan måle puls, åndedræt og svedeture trådløst.
»Vi er i gang med at udvikle en stabil algoritme (der styrer en computer, red.) og en teknologi, der skal kunne overvåge og forudse bilistens tilstand som eksempelvis om han eller hun er ved at falde i søvn,« siger Dr. Marcel Mathissen, der er forsker hos Ford Europe i Aachen i Tyskland.
Han siger, at man først skal have forbedret den nuværende teknologi inden for ”bærbar teknologi”: »Vores kunder skal ikke bære rundt på sensorer, som vi kender dem i dag. Vi skal have udviklet sensorer, som ikke er i vejen, og så skal datakvaliteten blive bedre,« lyder det fra forskeren.
Det er forskere hos Ford, der sammen med et EU-støttet projekt skal udvikle dette avancerede køre-assistent system.
I dag findes der avancerede køre-assistent systemer, der opfanger, hvis man slingrer eller begynder at køre uhensigtsmæssigt. Derefter giver køre-assistenten bilisten besked om at holde en pause. Men det er et rent maskinelt system udelukkende koblet op på den mekaniske side af bilens bevægelser.
Overvågningen kunne ske med flere kameraer, der kan forstå ansigtsgenkendelse og som udsender en advarsel, hvis bilistens øjne begynder at falde i, ved gentagne gab i kombination med sensorer der overvåger hjerterytme og vejrtrækning.