Privatøkonomi

Timingen afgør, om du er blandt vinderne på lejlighedsmarkedet

I nogle tilfælde har lejlighedsejernes gevinst været næsten enorme, siger boligøkonom.

Købere af ejerlejligheder i København i 2009 har gjort en historisk god forretning, viser ny analyse. Foto: Colourbox

Prisstigningerne på ejerlejligheder i storbyerne har været så voldsomme, at der er skabt et A- og et B-hold. A-holdet er de unge, der måske hjulpet via et forældrekøb har optjent en så stor friværdi, at de kan vælge og vrage, hvor de vil købe deres næste bolig. B-holdet er de unge, der ikke kom med på vognen.

»De seneste års store stigninger i boligpriserne har drevet friværdierne op, og er der tale om en lejlighed i storbyerne, kan gevinsten næsten kaldes enorm. Selv ejerne af små lejligheder har scoret et klækkeligt beløb,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Nordea Kredit har regnet på, hvor stor gevinsten har været for køberne af en lille lejlighed på 50 kvm. afhængig af, hvilken storby den ligger i, og hvornår købet er foretaget. Beregningerne viser ikke overraskende, at de absolut største gevinster findes i København, men både Odense og Aalborg er godt med og har givet Aarhus betydelig konkurrence særligt de seneste år.

Købte man en lejlighed på 50 kvm. i København på det mest gunstige tidspunkt, dvs. i 1. kvartal 2009, hvor boligpriserne var lavest, står man i dag med en gevinst på 940.000 kr. I Aarhus er gevinsten i samme tidsperiode på 570.000 kr.

I Aalborg har ejerne fået den største gevinst, hvis de underskrev købsaftalen i 4. kvartal 2008, men da boligpriserne var forholdsvis stabile frem til 3. kvartal 2012, har gevinsten svinget mellem 350.000 kr. og knap 400.000 kr. fra midten af 2008 til slutningen af 2012.

Gevinsten har således været flot, uanset hvornår i perioden 2008-2012 lejligheden er købt. Herefter dykker gevinsten, om end den ikke på noget tidspunkt kan kaldes lav.

I Odense tog det lidt længere tid, før boligpriserne begyndte at stige. Derfor er det boligejere, der købte lejlighed i 2. kvartal 2012, der har gjort det bedste køb. I det tilfælde ligger gevinsten på nuværende tidspunkt på 337.000 kr. for en gennemsnitlig lejlighed på 50 kvm. for de seneste godt fem års ejerskab.

Har man dog købt i perioden 2008-2014, kan gevinsten dog i alle tilfælde i dag opgøres til over 200.000 kr. Har man købt inden for de seneste par år, har investeringen endda været bedre i Odense end i både Aarhus og Aalborg.

I København koster en lejlighed på 50 kvm. i dag ca. 1.940.000 kr., mens den i Aarhus koster 1.530.000 kr. I Aalborg ligger prisen på 1.020.000 kr. og i Odense på 980.000 kr.

De små bylejligheder henvender sig særligt til førstegangskøbere og forældrekøbere. Førstegangskøberne investerer ofte i dem for at få foden inden for på boligmarkedet, mens forældrekøberne gør det for at hjælpe deres børn til en god studietid.

»En del forældrekøbere vælger dog at videresælge boligen til junior til en favorabel pris, og også i de tilfælde vil de unge mennesker ofte stå med en stor sum penge, den dag lejligheden skal sælges til tredjepart,« siger Lise Nytoft Bergmann.

De store prisstigninger betyder meget for de unge boligejere. Har man en kvart eller en halv mio. kr. med i gevinst fra den første bolig, og har man oven i købet afdraget på sin gæld i en årrække, inden man skal videre til bolig nummer to, så åbner der nogle døre på boligmarkedet, der ellers ville være lukket, mener Lise Nytoft Bergmann.

»Det kan nemt betyde forskellen på, om man kan købe hus i den foretrukne kommune, eller om man må nøjes med en knap så foretrukken beliggenhed,« siger Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også