Privatøkonomi
0

Danskerne veksler lavere bilafgifter til SUV'er

Lavere afgifter betyder åbenbart større biler. Regeringens nye afgiftsregler, der trådte i kraft den 3. oktober sidste år, sætter sine tydelige spor på bilmarkedet.

Danskerne tænker større, når de køber ny bil. Foto: Thomas Borberg

Danskerne vælger i stigende grad de små biler fra. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af de store modeller brager frem i bilsalget, mens salget af de mindre modeller går voldsomt tilbage.

I januar blev der solgt 20.400 personbiler, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Tallene viser desuden, at antallet af købte biler gik pænt frem, mens andelen af leasede biler gik tilbage.

Det rekordhøje bilsalg tilskrives bl.a. de lavere registreringsafgifter, som blev vedtaget sidste år. Afgiftslempelsen har især fået danskerne til at bruge penge på større bilmodeller.

De større modeller i SUV og MPV-klassen, f.eks. Volkswagen Passat og Nissan Qashqai, har siden de nye afgiftsregler udgjort knap 48 pct. af husholdningernes bilkøb. I 2015 udgjorde de kun 33 pct. af bilsalget. Og det er de små biler, der må vige for de store.

Salget af de mindre personbiler, heriblandt Peugeot 107, Volkswagen Up og Skoda Citigo, har de seneste fire måneder kun stået for 40 pct. af købene mod knap 60 pct. i de foregående år.

Ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit, var det forventet, at bilsalget i januar ville ligge på et højt niveau. Særligt på grund af de lavere afgifter, der har ført til prisfald på en lang række biler.

»Dertil er fremgangen i bilsalget også et konkret vidnesbyrd om, at danskerne mærker opsvinget på egen krop. Stigende jobsikkerhed, indkomst- og formuefremgang er således rent guf for bilsalget,« skriver Tore Stramer i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også