Her har sommerhusejerne scoret den største gevinst
Priserne er steget på sommerhuse, men der er store forskelle.
Sommerhusmarkedet i Danmark er i god form, og i Nordsjælland er det i topform. I hvert fald er det i sommerhusområderne nord for København, at priserne er steget mest de seneste år, viser en analyse fra Realkredit Danmark
Siden 2014 er priserne i Nordsjælland steget 20 pct. På et år alene er stigningen 8 pct. Sommerhuspriserne på resten af Sjælland har generelt set også klaret sig bedre end i det jyske.
»Udviklingen kan især forklares ved de store boligprisstigninger i Københavnsområdet. Det har bidraget til stigende friværdier, der har gjort finansieringen af køb af sommerhus billigere end ellers. Og så har Hovedstadsområdet klaret sig bedre rent økonomisk gennem en årrække sammenlignet med resten af landet,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Prisudvikling for sommerhuse:
Landsdel | Kvmpris, kr. | Prisudvikling seneste år | Prisudvikling siden 2014 | Prisudvikling siden pristop 2007/08 |
Nordsjælland | 18.017 | 8% | 20% | -23% |
Fyn | 16.428 | 2% | -2% | -25% |
Sydjylland | 16.270 | -1% | 0% | -15% |
Østjylland | 14.782 | 2% | -5% | -23% |
Bornholm | 13.217 | 0% | 10% | -36% |
Østsjælland | 12.899 | -1% | 18% | -34% |
Nordjylland | 12.654 | -1% | -3% | -22% |
Vest- og Sydsjælland | 12.263 | 4% | 8% | -28% |
Vestjylland | 12.152 | 2% | 1% | -19% |
Kilde: Finans Danmark/RD
At økonomisk fremgang i København smitter positivt af på især det nordsjællandske sommerhusmarked – men også resten af Sjælland – skal ses i lyset af, at danskerne i overvejende grad køber sommerhus inden for en relativ kort køreafstand.
»Det betyder, at sommerhuset også kan bruges i forbindelse med weekender eller kortere ferieperioder,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Realkredit Danmark har tidligere undersøgt, hvem der køber sommerhuse på Sjælland. Undersøgelsen viser, at godt 9 af 10 sommerhusejere med bopæl i Region Hovedstaden ejer sommerhus i enten Region Sjælland eller Region Hovedstaden.
Det tager heller ikke så lang tid at sælge sit sommerhus i Nordsjælland som i resten af landet.
I det nordsjællandske marked er salgstiden markant under landsgennemsnittet. I 2017 lå salgstiden på 175 dage, og den har været faldende over de senere år.
»Det er den eneste landsdel for de større sommerhusområder, hvor salgstiden er under 200 dage i gennemsnit og har udvist en nedadgående trend. Det er nok engang en understregning af, at sommerhusmarkedet i det nordsjællandske har førertrøjen på for tiden,« mener Christian Hilligsøe Heinig.
I Vest- og Sydsjælland lå den gennemsnitlige salgstid på 268 dage, mens den toppede i Sydjylland på 388 dage i 2017.