Privatøkonomi

Ejer du aktier? Her er tre spørgsmål, du skal kunne svare på

Selvom du har professionelle til at varetage din portefølje, kan det gavne dig, hvis du selv graver et spadestik dybere og sørger for at have styr på det basale.

Det er blevet billigere for familierne at låne penge i bankerne, men alligevel har familierne øget indskuddene. Foto: Lærke Posselt / Polfoto

Knap en million danskere investerer i aktier, men selvom man har overladt investeringen til professionelle, så er der stadigvæk meget at vinde ved at gøre noget af benarbejdet selv.

Sammen med finansielrådgiver Hans Peter Christensen fra Uvildige.dk guider Finans til nogle checkspørgsmål, du helst skal nikke godkendende til at have overvejet.

Hvis du ikke kan det, anbefaler Hans Peter Christensen, at du investerer et par timer til at grave et spadestik dybere i din porteføljesammensætning. Hvis du ikke har styr på det basale, kan det være grunden til, at du taber mere i de perioder, hvor der er store udsving på markedet. Eller at du generelt taber mere, end du havde regnet med.

Ved du, hvad du investerer i?

Hvis dine investeringer er varetaget af andre, kan det godt være, at du ikke har helt styr på, hvad dine penge er investeret i. Men det er ingen undskyldning. Hvis du ikke ved, hvad du investerer i, så ved du heller ikke, hvornår du skal gå ud af det. Hvis du samtidig heller ikke forstår produktet, så ved du heller ikke, hvilken risiko du tager.

»For nogen er det rigtigt at overlade investeringen til andre. For nogle er det rigtigt at varetage det hele selv. Så er der en stor gruppe mennesker i midten, som vil have stor fordel af at sætte sig en smule mere ind i det,« siger Hans Peter Christensen.

Det er vigtigt at sætte sig ind i, hvor store udsving der kan være på dine aktier. Hvad du kan forvente i afkast, og hvor meget du kan forvente at miste.

»Som minimum skal man udfordre dem, som rådgiver om investeringerne. Stress-test din portefølje, og spørg dem, hvor meget du ville have tabt, hvis din portefølje så sådan ud under finanskrisen,« siger han.

Hvor stor er spredningen på dine aktier?

Tre fjerdedele af de danskere, der investerer i aktier, har kun danske aktier i depotet. Det viser en rapport fra 2016 af professor i finans Jesper Rangvid. Samme rapport kan fortælle, at investorerne i gennemsnit kun ejer to forskellige aktier. Det advarer Hans Peter Christensen mod.

»Mange danskere kan godt lide at få en såkaldt darling-aktie. Det kan være en aktie, som de har fuldt i mange år, og som de derfor ligger meget tungt i.«

Og det øger den risiko, du tager som investor. Hvis du vil mindske risikoen, kræver det spredning på både geografi og branche.

Den geografiske spredning behøver ikke at komme fra udenlandske aktier. Det kan også være danske virksomheder, som opererer i flere forskellige lande.

Hans Peter Christensens fingerregel til spredning er 20-25 aktier og maksimum 10 pct. af porteføljen i en aktie og at placere en del af formuen i en billig investeringsforening.

Betaler du den rigtige pris for aktierne?

I følge Hans Peter Christensen skal du som investor være meget opmærksom på det nuværende prisniveau på aktier i forhold til virksomhedernes indtjening.

»Price-earnings værdiens historiske gennemsnit er omkring 15 og lige nu ligger vi nærmere 20. Hvis vi skal ned på det normale niveau igen, skal der ske en af to ting. Enten skal kursen på aktierne falde, eller også skal indtjeningen hos virksomhederne stige.«

Og det er især her, man må lave sit benarbejde.

»Ved at lave en price-earning analyse, kan jeg som investor konstatere, at den pris jeg betaler for aktierne nu er høj. Så er spørgsmålet bare, om jeg tror, væksten lakker mod enden og kursen skal ned. Eller jeg tror på, at virksomhederne kommer til at tjene endnu flere penge fremover.«

BRANCHENYT
Læs også