Privatøkonomi

Håndbremsen er trukket: Køberne trækker sig fra ejerlejlighedsmarkedet

En afmatning på det glohede lejlighedsmarked er sund, mener Nykredit.

Der er ikke længere samme interesse for at købe ejerlejigheder i de allerdyreste byer. Arkivfoto: Henrik Kastenskov Arkivfoto: Henrik Kastenskov

Håndbremsen er trukket, og danskere, der er interesseret i at købe ejerlejligheder, begynder nu at sige fra i de dyreste områder. I årets første fire måneder er der solgt 2.312 i København og på Frederiksberg, viser nye tal fra Boligsiden. Det er et fald på 414 i forhold til samme periode sidste år.

En årrække med meget høj aktivitet, massive prisstigninger og strengere kreditregler har haft en mærkbar effekt, men faldet er sundt, mener chefanalytiker i Nykredit, Mira Lie Nielsen.

»Vi har efterhånden vænnet os til, at ejerlejlighederne i København sælges med lynets hast og til priser, som drøner op år efter år. Derfor kan man hurtigt frygte, at noget er galt, den dag man står over for færre handler og lidt lavere fart,« mener Mira Lie Nielsen.

Den lavere handelsaktivitet er ikke udtryk for et marked, der er ved at kollapse, understreger hun. Udviklingen kommer efter en årrække, hvor handelsaktiviteten kun har kendt én vej – nemlig op, og det har givet fem år med årlige prisstigninger omkring 10 pct.

»Nu er priserne på ejerlejligheder i København og på Frederiksberg blevet så høje, at færre kan være med, og derfor ser vi nu, at antallet af handler falder og farten, som priserne øges med, aftager. Køberne falder simpelthen fra pga. de høje priser,« vurderer Mira Lie Nielsen.

At antallet af handler falder, og at priserne fremadrettet stiger i et mere moderat tempo, er positivt. Det betyder nemlig, at risikoen for, at priserne kommer ud af trit med de underliggende økonomiske forhold reduceres.

»Dermed er der også en mindre risiko for, at man i København vil se et priskollaps som i både Oslo og Stockholm gennem det seneste år,« mener Mira Lie Nielsen.

Nykredit forventer, at handelsaktiviteten vil bevæge sig nogenlunde fladt på ejerlejlighedsmarkedet det kommende år med en del udsving. Det kan ikke helt udelukkes, at handelsaktiviteten kan falde yderligere i stedet for at stabilisere sig.

Tallene ændrer ikke på Nykredits prognose for 2018.

»Der vil fortsat være rift om især de små ejerlejligheder i København og på Frederiksberg, og der kommer ikke nye på markedet i en fart som opfylder behovet. På den baggrund forventer vi, at ejerlejlighedspriserne i København vil stige ca. 8 pct. i 2018,« siger Mira Lie Nielsen.

Læs også
Top job