Privatøkonomi
0

Fem gyldne måneder for boligejerne: Så meget har de sparet

1,5-pct.-lånet ligger i en meget attraktiv kurs.

Boligejere eller købere kan få boliglån til topkurs i øjeblikket. Foto: Thomas Borberg

Det seneste fem måneder har været gyldne for de boligejere eller købere, der vil have lån med fast rente. I februar kunne de få et 2-pct.-lån til kurs 96. I dag kan de få et 1,5-pct.-lån til samme kurs.

Kursen på 2-pct.-lånet med afdrag rundede mandag kurs 100 i Nordea Kredit, og det er dermed lukket.

I de øvrige realkreditinstitutter er kursen stadig lige under 100. Det betyder, at lånet er oplagt for boligejere, der går efter mindst mulige kurstab, mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

»Det giver rigtig god mening for boligejere, der overvejer et fast forrentet 2-pct.-lån med afdrag, at få et lånetilbud hurtigst muligt. Skulle kursen senere gå over 100, vil de, der har et lånetilbud i serien, stadig kunne få lånet udbetalt – og det med en kursgevinst,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Alternativet er et 1,5-pct.-lån til en kurs på 96, og det er historisk attraktivt, mener boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Så stor er besparelsen:

Lån på 1 mio. kr.For 5 måneder sidenI dag
Rente2 pct.1,5 pct.
Hovedstol1.071.0001.068.000
Månedlig ydelse efter skat3.7603.640
Månedligt afdrag2.1802.360
Samlet ydelse over 30 år1.387.0001.319.000

Kilde: Nordea Kredit

»De seneste fem måneders rentefald gør det nemmere at komme ind på boligmarkedet. Det er lettere at blive kreditgodkendt og billigere at betale ydelsen til realkreditinstituttet,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hvis man tager udgangspunkt i en familie, der skal bruge et 30-årigt fast forrentet lån på 1 mio. kr., ligger renten i dag på 1,5 pct., hovedstolen på 1.068.000 kr. og den månedlige ydelse efter skat på 3.640 kr., hvoraf de 2.360 kr. er afdrag. Målt over alle 30 år løber de samlede ydelser op i 1.319.000 kr. efter skat.

For fem måneder siden, da renten var højest sidste gang, lå renten på 2 pct., hovedstolen på 1.071.000 kr. og den månedlige ydelse efter skat på 3.760 kr., hvoraf de 2.180 kr. var afdrag.

De seneste fem måneders rentefald betyder, at boligejeren i dag slipper med en rente, der er 0,5 pct. lavere, en hovedstol, der er 3.000 kr. lavere og en månedlig ydelse, der er 120 kr. lavere. Samtidig er det månedlige afdrag 180 kr. højere, og målt over hele lånets løbetid sparer boligejeren 68.000 kr., hvis lånet optages i dag, frem for hvis lånet var blevet udbetalt for fem måneder siden.

»Det er rigtig mange penge på så kort tid. Særligt når man tager i betragtning, at en del boligkøbere har brug for et realkreditlån på både 2 og 3 mio. kr.,« mener Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også