Privatøkonomi
0

Stædige boligejere betaler mere end nødvendigt: Så meget går de glip af

Lysten til at lægge lån om er ikke stor i sommervarmen trods rekordlav rente.

Konverteringsmulighederne er gunstige i øjeblikket pga en rekordlav rente og kort tid til opsigelsesfristen. Foto: Michael Hansen

Boligejere med lån for 123 mia. kr. betaler mere for at have deres boliglån, end de behøver. Og det har de åbenbart tænkt sig at blive ved med, for tre uger før opsigelsesfristen er der kun opsagt lån for ca. 9 mia. kr. i realkreditsektoren trods rekordlave boligrenter.

Det er noget af en gåde for realkreditinstitutterne, at så mange med 3 eller 3,5 pct. lån ikke lægger lån om. En af forklaringerne kan være omkostningerne ved omlægningen, men i de fleste tilfælde kan det betale sig at lægge om, mener boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

»Som minimum skylder man sig selv at få regnet igennem, om det kan betale sig eller ej. Så sker beslutningen på et oplyst grundlag,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Der er i øjeblikket fast forrentede lån med en rente på 3,5 pct. eller derover for 37 mia. kr. og 3 pct. lån for yderligere 86 mia. kr.

»Vi anbefaler, at boligejere med lån med en rente på 3,5 pct. eller derover omlægger deres lån, med mindre de går i flytteplaner eller har et meget lille lån. Samtidig anbefaler vi, at boligejere med 3 pct. får rådgivning om deres muligheder. Hvis der er tale om et stort lån og boligejeren har en lang tidshorisont, kan der nemlig også være mange penge at spare her,« mener hun.

Her er konsekvenserne af at omlægge et 3,5 pct. lån med afdrag på 1 mio. kr. til 1,5 pct.:


Mdl. ydelse efter skatAfdragRestgæld
3,50%4.2901.9801.000.000
1,50%4.0902.8001.067.000
Forskel20082067.000


Omlægning af 3,5 pct. lån med afdrag til 2 pct.:


Mdl. ydelse efter skatAfdragRestgæld
3,50%4.2901.9801.000.000
2,00%4.0302.5101.025.000
Forskel26053025.000

Kilde: Nordea Kredit

På kort sigt er der dog ikke den helt store forskel på 1,5 eller 2 pct. lånet. Vælger man et 1,5 pct. lån, falder den månedlige ydelse efter skat med 200 kr. Omlægges det i stedet til et 2 pct. lån, falder ydelsen med 260 kr. Afdraget stiger med 820 kr. om måneden, hvis man vælger 1,5 pct. lånet, men med 530 kr., hvis man vælger 2 pct. lånet.

Boligejere med afdragsfrie lån kan opnå en endnu større besparelse ved at lægge om. Er der tale om et lån på 1 mio. kr. uden afdrag og en rente på 3,5 pct., kan der spares 760 kr. om måneden efter skat ved at omlægge.
 

Omlægning af afdragsfrit 3,5 pct. lån:


Mdl. ydelse efter skatRestgæld
3,50%2.4901.000.000
2,00%1.7301.040.000
Forskel76040.000

Kilde: Nordea Kredit

At det er så fordelagtigt at lægge om nu, skyldes at kurserne på både 1,5 og 2 pct. lånet ligger i en historisk høj kurs.

»Det kræver ikke ret lang tid at konvertere et lån, og der kan være store penge at spare ved at gøre det. Hører man derfor til de boligejere, der stadig ikke har fået rådgivning, kan det være en god idé at få det gjort inden månedens udgang, hvor den næste opsigelsesfrist udløber,« siger Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også