Drømmekurser på boliglån før opsigelsesfrist
Der er fortsat rekordhøje kurser på boligobligationerne.
Der er gode nyheder for boligkøbere og boligejere, der går i omlægningsplaner. De mest populære boliglån kan nemlig alle fås til topkurser, og timingen er optimal lige før den ordinære opsigelsesfrist om 14 dage.
Der er konverteringsmodne boliglån for ca. 123 mia. kr. Mest oplagt er det at omlægge 3,5 pct. lånene - dem er der for 37 mia. kr. af. Men der kan også være en idé i at omlægge 3 pct. lånene. Dem er der for ca. 86 mia. kr. af.
Kurserne har været rekordhøje i løbet af sommeren, og på et tidspunkt var der lukket for det 30-årige 2 pct. lån med afdrag i Nordea Kredit. Men det er nu åbent igen, og det er faktisk godt nyt.
Det betyder, at boligejerne kan vælge mellem et 2 pct. lån med en kurs på 99,5. Dermed er der stort set intet kurstab. For de mere spekulative boligejere er 1,5 pct. lånet også i en attraktiv kurs tæt på 96.
Her er konsekvenserne af at omlægge et 3,5 pct. lån med afdrag på 1 mio. kr. til 1,5 pct.:
|
Mdl. ydelse efter skat | Afdrag | Restgæld |
3,50% | 4.290 | 1.980 | 1.000.000 |
1,50% | 4.090 | 2.800 | 1.067.000 |
Forskel | 200 | 820 | 67.000 |
Kilde: Nordea Kredit
Omlægning af 3,5 pct. lån med afdrag til 2 pct.:
|
Mdl. ydelse efter skat | Afdrag | Restgæld |
3,50% | 4.290 | 1.980 | 1.000.000 |
2,00% | 4.030 | 2.510 | 1.025.000 |
Forskel | 260 | 530 | 25.000 |
Kilde: Nordea Kredit
Er man til afdragsfrihed, er mulighederne også gode. Det 30-årige 2 pct. lån uden afdrag har således rundet kurs 98.
Omlægning af afdragsfrit 3,5 pct. lån:
|
Mdl. ydelse efter skat | Restgæld |
3,50% | 2.490 | 1.000.000 |
2,00% | 1.730 | 1.040.000 |
Forskel | 760 | 40.000 |
Kilde: Nordea Kredit
I de senere år har boligejerne for alvor fået øjnene op for lån med kortere løbetid end 30 år. Disse låntyper ligger også i rekordhøje kurser.
Et 20-årigt 1,5 pct. lån kan fås til en kurs omkring 99,4, og det 10 årige 0,5 pct. lån ligger i kurs 98,8.