Privatøkonomi

Pas på: Stemmer bankkontoen efter ferien?

Der er større risiko for at få misbrugt sine personlige oplysninger på, når man er ude at rejse, ifølge Deloitte.

Tal fra Deloitte har tidligere vist, at kun cirka hver fjerde tjekker deres kontoudtog, efter de er kommet hjem fra ferien. Foto: Knud Wilhelmsen

Kreditkort, der bliver taget med ud i baglokalet. Pas, der bliver fotokopieret af hotelpersonale. Offentlige wifi-netværk uden de nødvendige sikkerhedsindstillinger.

Der kan være mange måder at få misbrugt sine personlige oplysninger på, når man er ude at rejse. Derfor kan det ifølge Deloitte være en god idé at tjekke, om bankkontoen stemmer, når man er kommet hjem igen.

Tal fra Deloitte har tidligere vist, at kun cirka hver fjerde tjekker deres kontoudtog, efter de er kommet hjem fra ferien. Også selvom mange danskere ifølge Deloitte sløser med datasikkerheden, når de er på ferie.

»Der er ingen tvivl om, at man er ekstra disponeret for brud på datasikkerheden, når man er ude at rejse. Det gælder både, når man bruger kreditkortet, giver personlige oplysninger til hoteller eller logger på offentlige wifi-netværk uden at have styr på sikkerheden,« har cyberekspert i Deloitte Kim Schlyter tidligere forklaret.

Når en hacker først får adgang til dine kreditkortoplysninger, kan der frit stjæles penge fra din konto, indtil at du selv eller din bank opdager det. I Danmark får man heldigvis erstatning for den slags misbrug, hvis kreditkortet er privat.

Alligevel bør man selv kigge ekstra godt på kontoen, når man har tilbragt et par uger sydpå, mener Kim Schlyter.

Både datatyverier, identitetstyverier og svindel over nettet er i hastig vækst. Og hackerne bliver dygtigere og dygtigere til at snyde deres ofre. Det gælder både, når man færdes herhjemme og i udlandet.

Herunder har Rådet for Digital Sikkerhed oplistet seks gode råd til digital sikkerhed på ferien.

  1. Lav en kopi af dine data inden afrejse. En smartphone eller tablet er det rene guf for tyve, så sørg for at tage en backup af dine data, så familiebilleder eller andre vigtige minder ikke går tabt, hvis du skulle være uheldig på ferien.
  2. Lad arbejdscomputeren blive hjemme. Hvis du insisterer på at arbejde i ferien, bør du lade arbejdscomputeren blive hjemme og tage en anden computer eller tablet med. Det vil din arbejdsgiver formentlig sætte pris på.
  3. Brug kun et wifi-netværk, du har tillid til. Når du leder efter wifi-netværk på hotelværelset, bør du få en ansat til at bekræfte det præcise navn på netværket. På den måde undgår du at logge på et falsk netværk, som en hacker har oprettet for at snyde dig.
  4. Vær opmærksom, når du tjekker din netbank. Du kan sagtens bruge netbank i udlandet, men et godt råd er at være ekstra opmærksom på, hvad du siger ja til på computeren.
  5. Firewall skal være aktiveret. Med en firewall får du en advarsel om, hvilke programmer der ønsker at få adgang til din computer, og på den måde er de fleste tyve holdt uden for døren.
  6. Husk adgangskode og kryptering. Skulle du være så uheldig, at din tablet, smartphone eller computer bliver stjålet, mens du er på ferie, kan du beskytte dine data med en stærk adgangskode. Mange producenter, som fx Apple, tilbyder desuden et anti-tyveri-program, der kan spore, låse eller ligefrem slette alt indhold på dit apparat. Du kan desuden vælge at kryptere dine apparater med det krypteringsværktøj, som fulgte med fra producenten.
Læs også